Fortsæt til indhold

Mærsk nær milliardsalg af Esbjerg-rederi

Meget tyder nu på, at A.P. Møller-Mærsk inden sommerferien sælger sine 75 pct. af aktierne i det Esbjerg-baserede offshore-rederi, Esvagt, som patruljerer i farvande omkring offshore-olieinstallationer.

Erhverv
ritzau FINANS

Prisen ventes at lande i omegnen af 4 mia. kr. for aktieposten i rederiet, der har vakt stor interesse blandt kapitalfonde.

Det skriver Børsen.

Mærsk vil hverken be- eller afkræfte Børsens oplysninger, men fortæller i en skriftlig kommentar til Børsen, at Mærsk er optaget af at varetage Esvagts langsigtede interesser, og at det vestjyske rederi sagtens kan blive solgt, hvis det er det bedste for parterne.

- Esvagt kan blive solgt, skulle der opstå en mulighed, som er bedre for dem og for A.P. Møller - Mærsk, lyder meldingen fra Esplanaden.

Budrunden sluttede i fredags, og en håndfuld internationale kapitalfonde har allerede meldt sig på banen som interesserede købere. Danske Bank er tidligere på året blevet hyret til at facilitere salget, og ifølge kilder nær sagen kan en aftale være på plads om fire uger.

Esvagt har 800 ansatte og opnåede både i 2013 og 2014 et overskud på 250 mio. kr.

Artiklens emner
Esvagt
A.P. Møller - Mærsk