Fortsæt til indhold

Miljøministeren: Det er ikke en panikaftale

Fleggaard skræmmer mig ikke med kreative bud på at omgå de nye regler, siger Kirsten Brosbøl (S).

Erhverv

Der er absolut ikke tale om nogen panikaftale om dåsepant.

Tværtimod er aftalen et resultat af 10 års forhandlinger med Tyskland for at få sat en stopper for det meget store miljøproblem - at op mod en mio. dåser uden pant hvert år havner i naturen.

Jeg kan forsikre Fleggard og andre om, at aftalen bestemt ikke er udtrykt for panik.
Kirsten Brosbøl, miljøminister (S)

Sådan lyder det fra miljøminister Kirsten Brosbøl, efter at den administrerende direktør for Fleggaard Detail, Mike Simonsen, har langet kraftigt ud efter aftalen og samtidig peget på en udvej, så danskere kan slippe for at betale tysk pant.

»At Fleggaard allerede har kreative bud på, hvordan de vil forsøge at omgå de nye regler, skræmmer mig ikke. Jeg er meget tryg ved, at de tyske myndigheder nu forpligter sig til at stoppe handlen uden pant til danskere, og at de er parate til at gennemføre de nødvendige juridiske og kontrolmæssige tiltag, der skal til for at sikre, at reglerne overholdes,« siger Kirsten Brosbøl til Finans Live.

Hun mener, at Fleggaard spilder både tid og energi på at finde på måder at bryde reglerne på.

»Når tyske myndigheder efter 10 års forhandlinger nu melder sig klar til at håndhæve kravet om pant, så er jeg sikker på, at man nok skal lukke alle de smuthuller, som Fleggaard måtte udtænke,« tilføjer Kirsten Brosbøl.

Artiklens emner
Fleggaard
Kirsten Brosbøl