FLSmidth skal levere den største cementfabrik i Sydøstasien
Kun ét anlæg i verden vil kunne matche kapaciteten på ny cementfabrik, der skal opføres i Vietnam.
FLSmidth har modtaget en ordre til en værdi af cirka 760 millioner kroner fra den vietnamesiske cementproducent Xuan Than Group. Det skriver FLSmidth i en selskabsmeddelse til Finanstilsynet.
Selskabet forpligtiger sig til leverance af en komplet cementfabrik, der skal opføres cirka 100 kilometer syd for Hanoi i Vietnam, med en kapacitet på 12.000 tons per dag.
Når fabrikken er opført, vil det være den største cementfabrik i Sydøstasien med det mest energieffektive udstyr, den mest avancerede emissionskontrol og førende processtyringsudstyr, skriver selskabet i meddelelsen.
»Det er verdens største kapacitet. Ste. Genevieve i Missouri, USA, er også et anlæg på 12.000 tons, så i øjeblikket findes der kun ét andet anlæg, som kan matche det på kapacitet,« siger Jesper B. Larsen, der er Global Communications Manager hos FLSmidth til Finans.
Og det er ikke første gang, at virksomheden bygger stort i Sydøstasien.
»Vi er kendt for at komme først med de største fabrikker i verden, vi var også de første, der i Thailand byggede 8.000 tons anlæg i 90'erne, og i nullerne kom vi med 10.000 tons anlæg,« fortæller Jesper B. Larsen.
FLSmidth har været aktive i Vietnam i over 50 år, og den nye ordre viser ifølge FLSmidth, at virksomheden har godt fat i det Sydøstasiatiske marked.
Videoen viser opførslen af cementfabrikken Ste. Genevieve i Missouri, USA, som også har en kapacitet på 12.000 tons. Kilde: FLSmidth
Men det store byggeri betyder ikke nødvendigvis, at virksomheden kommer til at rekruttere flere medarbejdere i Danmark.
»Det ligger fuldt ud inden for rammerne af, hvad FLSmidth kan håndtere i dagligdagen i vores nuværende setup,« siger Jesper B. Larsen og fortsætter:
»Et projekt af den type her genererer jo arbejde til vores ingeniørafdelinger i Danmark, der skal beregne og designe udstyret. Og det generer arbejde ved underleverandørerne rundt om i verden, og kunden vil jo typisk også have noget egenproduktion også. Det generer i omegnen af 500-800 lokale arbejdspladser i Vietnam, der hvor fabrikken skal placeres,« fortæller han.
Ordren indtægtsføres af Cement-divisionen og vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil midten af 2017.
FLSmidth har hovedsæde i Valby, beskæftiger næsten 15.000 mennesker og har kontorer i mere end 50 lande.

