Fortsæt til indhold

Her er Googles simple opkøbsstrategi: Tandbørstetesten

Når Google går på jagt efter virksomheder, der kan købes, skal de først bestå tandbørstetesten, siger Googles indkøbschef.

Erhverv

De seneste år har de amerikanske it-virksomheder kæmpet om at købe de mest potente iværksættervirksomheder, men få selskaber har været lige så aggressive som Google.

Siden starten har it-giganten købt mere end 180 selskaber og Googles ti største opkøb har en samlet pris på mere end 24,5 mia. dollar, hvilket svarer til cirka 164 mia. kroner. Det skriver Business Insider.

”Når jeg vurderer et opkøb, tænker jeg altid: Er dette noget, jeg kommer til at bruge en eller to gange om dagen - ligesom min tandbørste. Hvis det er tilfældet, så er vi interesserede,” sagde Google-medstifter Larry Page efter opkøbet af Nest, der producerer termostater, tilbage i 2014.

Når et selskab har bestået tandbørstetesten sætter ledelsen i Google sig ned sammen med indkøbschefen Don Harrison for at diskutere fremtidsmulighederne.

”Google tænker holistisk, når vi skal købe et selskab. Hvis teknologivirksomheden producerer et produkt, der kan forbedre livet for mennesker, vurderer Google, at produktet vil blive brugt dagligt af forbrugerne, og at produktet kan skaleres. Det gælder uanset om selskabet producerer robotter, satellitter eller reklame-platforme,” forklarer Don Harrison, der er chef for indkøb hos Google.

Google har gennem tiden købt virksomheden inden for stort set alle spektre af teknologibranchen.

”Vi har flere klynger, som arbejder med specielle områder. De er eksperterne, og det er gennem dem, vi finder de selskaber, vi ønsker at investere i,” siger Don Harrison til Business Insider.

Også konkurrenterne har investeret gennem de seneste år. Blandt andet Microsoft, der købte finske Nokia, mens Facebook brugte mia. på at købe beskedtjenesten WhatsApp samt billedtjenesten Instragram.

Artiklens emner
Google
Larry Page