Fortsæt til indhold

Markedsrapport: Nervøse investorer afventer Sydeuropa

Der er godt nyt til boligejerne herhjemme, mens investorerne fortsat følger udviklingen i Sydeuropa med en vis nervøsitet.

Erhverv

Den ulmende økonomiske uro i den sydlige del af Europa forsætter med at sætte sit negative præg på det danske aktiemarked.

Tirsdag efter pinse lukkede det danske C20-indeks således med et minus på 0,3 procent, hvor det især er det spanske valg og den forsatte uro i Grækenland, der giver investorerne grå hår.

Den græske økonomi hænger således fortsat i laser, og senest har landet gjort det klart, at man ikke kan betale renter på sin store gæld i juni måned.

Enkelte virksomheder formåede dog at trodse den triste stemning på fondsbørsen, hvor især ingeniørvirksomheden FLSMidth ser ud til at være kommet op i gear igen efter længere tids usikkerhed.

Selskabet kunne således løfte sløret for en ordre til en værdi af 750 mio. kr. i Vietnam, og det fik FLS-aktien til at stige med 1,7 procent. Flere analysehuse herunder Nordea er dog stadig noget forbeholdne over for virksomheden. Det skyldes, at den globale mineindustri, som FLS er storleverandør til, ifølge Nordea fortsat er i krise.

Mens investorerne på det danske aktiemarked følger udviklingen med en vis nervøsitet, er der nu igen gode nyheder til de danske boligejere.

Efter længere tid med stigende boligrenter falder renterne så småt igen, og det betyder, at det ikke længere er det fastforrentede 3 pct.-lån, der er toneangivende men derimod 2,5 pct.-lånet. Flere af landets største banker forventer da også, at det bliver sidstnævnte lån, der bliver det foretrukne den kommende tid.

På det amerikanske aktiemarked retter al fokus sig mod Time Warner Cable, der vil overtage konkurrenter Charter Communications for op imod 540 mia. kr.

Time Warner-aktien lukkede i et plus på 7 procent efter en travlt dag med heftig handel, mens investorerne i Charter ikke var helt så ekstatiske og blot sendte virksomhedens aktie op med godt 3 procent.

Artiklens emner
Time Warner
FLSmidth