Fortsæt til indhold

Billigvvs sælger ikke varerne alt for billigt

Danskerne er tilsyneladende vilde med at købe vvs-artikler på nettet. Billigvvs tjente sidste år 16,5 mio. kr. før skat - det bedste resultat nogensinde.

Erhverv

Billigvvs.dk sælger åbenbart ikke varerne så billigt, at selskabet har svært ved at tjene penge. Det viser årsregnskabet for 2014, hvor selskabet landede et overskud på 16,5 mio. kr. før skat – det bedste resultat nogensinde for Billigvvs.dk.

»Vi har i 2014 fastholdt positionen som nordisk markedsleder, og indtjeningen er forbedret med en tredjedel. Da vi i regnskabsåret har købt vores største danske konkurrent og afholdt alle omkostninger til omstrukturering, er vi samlet set meget tilfredse med resultatet, siger Peter Krøjgaard, direktør i Billigvvs.

Selskabet sidder allerede på 60 pct. af markedet i Danmark, når det gælder salg af vvs-artikler til private. Nu skal markedsandelene vokse i vore skandinaviske nabolande.

»Det samlede marked har i Skandinavien en størrelse på 7,5 milliarder, og kun en sjettedel af omsætningen er foreløbig flyttet ud af de fysiske butikker. Forskydningen begynder nu for alvor at tage fart, ikke mindst i Norge og Sverige, hvor forbrugerne er mere konservative,« siger Peter Krøjgaard.

Han mener, at Billigvvs efterhånden har oparbejdet den muskelmasse, der skal til for at drive selskabet effektivt.

»Vi har netop ibrugtaget et nyt og meget større distributionscenter i Aarhus, der giver mulighed for i højere grad at foretage lagerkøb og dermed opnå endnu bedre indkøbspriser. Samtidig kan kunderne glæde sig over kortere leveringstider,« siger Peter Krøjgaard, der i øvrigt sagtens kan se Billigvvs foretage yderligere opkøb i såvel Danmark som i andre lande.

Billigvvs har de seneste 15 år solgt vvs-artikler til danskerne og har i dag 35 medarbejdere.

Artiklens emner
BilligVVS