Intermail sænker indtjeningsforventningerne
Intermail har fremlagt regnskab for det forskudte andet kvartal, hvor forventningerne bliver nedjusteret efter at markedet for konvolutter fortsat er under pres med et kontinuerligt volumenfald til følge samt efter den samfundsøkonomiske udvikling i Finland.
I andet kvartal blev det til en omsætning på 101,5 mio. kr., hvilket var en tilbagegang fra 113,1 mio. kr. for samme kvartal året forinden. Korrigeret for valutakurseffekt faldt aktiviteten med 10,4 pct., hvilket primært dækker over en nedgang i omsætningen i konvolutdivisionen. EBITDA-indtjeningen steg i andet kvartal til 10,1 mio. kr. fra 6,9 mio. kr.
- I de kommende år forventes det, at omsætningen af selskabets digitale produkter vil vise en tocifret årlig vækst, hvilket delvis vil kompensere for det fortsatte volumenfald inden for konvolutter, skriver selskabet.
InterMail fastholder for helåret forventningerne til koncernomsætningen på 360-380 mio. kr. Selskabet sænker dog forventningerne til EBITDA-indtjeningen til 28-36 mio. kr. fra 34-39 mio. kr. Prognosen for EBIT-resultatet før særlige poster sænkes til 12-19 fra 18-23 mio. kr.
Aktiefokus