Amerikanere lukker i efter Thule-kendelse
USA's ambassade i København er fåmælt efter, at en amerikansk domstol har nulstillet udbuddet af en milliardkontrakt på Thule-basen. Også på Thule-basen glider man af på spørgsmål
Hos den amerikanske ambassade er der tavshed efter kendelsen i Thule-sagen torsdag aften dansk tid.
Den afdeling af det amerikanske luftvåben, der har stået for udbuddet, holder til på ambassaden, men amerikanerne er indtil videre fåmælte, efter at det amerikansk ejede skuffeselskab Exelis Services blev kendt ude af konkurrencen.
»Dommeren har ikke offentliggjort sin kendelse endnu. Vi vil kommentere på et mere passende tidspunkt,« lyder det kortfattet fra ambassadens talsmand, Gavin Sundwall.
Dommeren har ikke offentliggjort sin kendelse endnu. Vi vil kommentere på et mere passende tidspunktGavin Sundwall, talsmand, den amerikanske ambassade i København
Mens kendelsen om, at Exelis Services ikke kan vinde den omstridte kontrakt på Thule-basen, er godt nyt for de tre danske konsortier, der umiddelbart er tilbage i kampen om kontrakten, er udviklingen problematisk for amerikanerne, der måske skal starte forfra. Det vil afhænge af den præcise kendelse.
Kontrakten skal overdrages per 1. oktober i år, men allerede i efteråret 2013 var amerikanerne pressede på tidsplanen i forhold til et udbud. Det viser dokumenter fra Udenrigsministeriet, Finans har fået aktindsigt i.
Finans var sammen med en gruppe danske journalister på en lynvisit på Thule-basen onsdag inviteret af den amerikanske ambassade.
Det var vel at mærke dagen før kendelsen fra den amerikanske dommer, men heller ikke på basen var der stor lyst til at svare på spørgsmål om den omstridte kontrakt hos den øverstkommanderende, Todd Diel.
»For os handler det om, at driften af basen fortsætter på daglig basis og på samme måde. De (Greenland Contractors, red.) har gjort et godt stykke arbejde, men de juridiske og andre problemstillinger er der andre uden for Thule-basen, der håndterer. Min organisation fortsætter med at have fokus på selve driften af basen,« lød det fra Todd Diel.
I dag er der knap 600 ansatte på Thule-basen, hvor af godt 160 er amerikanere fra det amerikanske flyvevåben, USAF.
Resten er civile ansatte fra det dansk/grønlandske Greenland Contractors, der sørger for at basen fungerer ved at stå for kantinedrift, leveringen af brændstof, køretøjer, vedligehold af basens bygninger og veje, et lille sygehus, der kan stå for mindre operationer og meget andet.
Det har Greenland Contractors gjort siden 1970'erne som en del af en dansk/amerikansk forsvarsaftale. Om kontrakten fortsætter, afhænger af udviklingen de kommende uger.



