McDonald’s leverer millionoverskud – men sælger færre burgere
Burgerkædens danske restauranter omsatte for en halv mia. kr., men det er mindre end sidste år.
Den amerikanske fastfoodgigant McDonald's har sorte tal på bundlinjen, men salget dykker.
I april kunne burgerkæden på verdensplan offentliggøre et fald i salget på 11 pct. efter årets første tre måneder. Og nu kan McDonald's i Danmark også fremvise et dyk i omsætningen.
Årsrapporten viser en omsætning på 508 mio. kr. for 2014, hvilket er et fald på 1 pct. i forhold til året før. På resultatsiden kan kædens danske datterselskab fremvise et overskud før skat på 113 mio. kr. mod 105 kr. i 2014.
»Vi er rigtig godt tilfredse med resultaterne. Vi har præsteret en flot omsætning i 2014, samtidig med at det har været et år præget af udvikling og omstilling,« siger adm. direktør Joachim Knudsen i årsrapporten.
Han henviser til en større udskiftning i ledelsen, hvor den tidligere ledelse fik nye karrieremuligheder internationalt i McDonald's. Det betød blandt andet, at Joachim Knudsen gik fra salgs- og marktingdirektør til adm. direktør.
»Det er klart, at det er en udfordring for en virksomhed at skifte næsten hele den danske ledelse, men det rusker også op i forretningen på en god måde, og fordi vi mestendels har rekrutteret internt, har vi bevaret en masse historik og erfaring i ledelsen,« siger han.
Der er i alt 87 danske McDonald's-restauranter. 72 restauranter ejes af selvstændige franchisetagere, mens de øvrige 16 ejes af McDonald's Danmark. Den samlede omsætning i 2014 for de 87 burgerrestauranter lå på 1,9 mia. kr.
I 2014 lukkede kæden to restauranter og åbnede en ny.

