Fortsæt til indhold

Aarsleff vinder milliardkontrakt med Banedanmark

Entreprenørkoncernen Aarsleff har sammen med Siemens vundet en kontrakt hos Banedanmark om at elektrificere 1.300 kilometer af det danske jernbanenet.

Erhverv
ritzau FINANS

Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen fredag.

Den samlede kontrakt har en værdi af 2,8 mia. kr., hvoraf Aarsleffs andel udgør 1,8 mia. kr., og kontrakten indeholder derudover en række optioner om mulig elektrificering af andre strækninger.

- Kontrakten betyder, at vi forstærker vores position inden for jernbanebygning i Danmark, hvor vi i forvejen er en af de største aktører i Danmark. Det er især glædeligt, at det giver os et langt perspektiv for at forfine vores processer, arbejdsgange og udstyr, siger Ebbe Malte Iversen, administrerende direktør i Aarsleff, til Ritzau Finans.

Han peger på, at entreprenørkoncernen selv har været med til at udvikle de første systemer, som blev brugt i 1990'erne, da de første strækninger af det danske jernbanenet blev elektrificeret på strækninger som Kystbanen og København-Odense. Siden da har Aarsleff arbejdet med systemet i Spanien og Polen.

Ebbe Malte Iversen har en forventning om, at Banedanmark vil benytte en række optioner i kontrakten, der vil kunne betyde elektrificering af flere strækninger og dermed flere kroner i kassen til den Aarhus-baserede koncern.

- Vi har en forhåbning om, at det vil ske. Og det tror vi også på i et vist omfang, siger Ebbe Malte Iversen, der medgiver, at en en del af det er politisk afhængigt.

Det er ikke nogen kæmpe overraskelse, at det er de to selskaber, der løber af med kontrakten. Tilbage i midten af maj meddelte Banedanmark, at man gik ind i slutforhandlinger med Aarsleff-Siemens efter at have kigget på bud fra i alt fire konsortier igennem.

Nyheden om kontrakten kommer kun få timer efter, at Aarsleff kom med regnskab for første halvår af regnskabsåret 2014/2015, hvor selskabet blandt andet takket være en mild vinter opjusterede forventningerne til hele året.

Aarsleff venter nu et et overskud før skat på 390 mio. kr., hvilket er 40 mio. kr. højere end forventningen før regnskabet. Kontrakten med Banedanmark får dog ikke entreprenørkoncernen til at hæve overlæggeren yderligere.

Elektrificeringen af de 1300 kilometer spor er fordelt på ni strækninger. Første etape af strækningen er mellem Lunderskov og Esbjerg og forventes afsluttet i efteråret 2016. Det samlede arbejde vil dog først være afsluttet ved udgangen af 2026.

Artiklens emner
Banedanmark
Siemens