Fortsæt til indhold

Englændere trækker millioner ud af Legoland

Efter flere år med overskud i bl.a. Legoland i Billund henter ejer næsten en halv mia. kr. hjem i udbytte.

Erhverv

Den danske Legoland-park i Billund er en strålende forretning for sin ejer, britiske Merlin Entertainments.

Af et regnskab fra briternes danske selskab, Merlin Entertainments Group Denmark Holding ApS, fremgår det, at man har valgt at trække 441 mio. kr. ud i udbytte.

Pengene stammer fra flere år med overskud i den store forlystelsespark, der så sent som i 2014 kunne notere et plus på 134 mio. kr. før skat. Set over de seneste fem år har parken tjent 620 mio. kr. før skat, og det er altså nogle af de penge, der er trukket længere op i ejerkredsen.

Foruden den danske Legoland-park, så indgår også en række tyske forlystelsesparker herunder Sea Life og Legoland i Tyskland under Merlin Entertainments Group Denmark. Indtægterne fra Europas største land bidrog i det forgangne regnskabsår med omtrent 74 mio. kr. til resultatet.

Det er altså Legoland i Billund, der trækker det største læs, og fremgangen for forlystelsesparken i Billund skyldes til dels et voksende besøgstal og til dels, at man har været dygtig til at samarbejde med de øvrige turistattraktioner i området.

Men også en skattesag, der faldt ud til Merlins fordel, sikrede en indtægt på 9,7 mio. kr.

Det hører i øvrigt med til historien, at 2014 var et tungt investeringsår for Legoland, der postede 80 mio. kr. i blandt andet et nyt spøgelseshus i Parken, ligesom man udvidede parkens hotel.

Merlin Entertainments, som den danske Kirk Kristiansen-familie gennem sit investeringsselskab, Kirkbi, ejer 29,9 pct. af, voksede samlet set på de fleste parametre i fjor.

62,8 mio. (59,8 mio. i 2013) mennesker gæstede selskabets mange parker verden over, og det medvirkende til et løft af omsætningen fra 1.192 mio. pund i 2013 til 1.249 mio. pund.

Fremgangen slog også igennem på det underliggende driftsresultat, der steg med 21 mio. pund til 311 mio. pund.

Og mere venter formentlig forude, når blandt andet tre nye Legoland-parker åbner i Dubai, Japan og Sydkorea i løbet af 2016-2017.

Merlin forventer i øvrigt, at Legoland i Billund kan levere på tilsvarende vis i 2015, da verdens største Lego-model, X-Wing Starfighter, kan opleves som årets nyhed i parken.

Artiklens emner
Lego