Bilkoncernen Nellemann: I dag besøger bilkøberne os kun én gang
Bilkoncernen gennemfører næste led i et generationsskifte og vil vokse på alle forretningsområder.
Mere digitalisering i salgsprocessen for at holde omkostningerne nede, mere fokus på kundernes nye behov, nye bilforretninger og måske import af nogle kinesiske bilmærker.
Det er nogle af vejene til vækst for den familieejede bilkoncern Nellemann, der lige nu er i gang med næste skridt i et flydende generationsskifte, hvor ejeren, Jac Nellemann, er på vej ud af koncernens bestyrelser for bl.a. at give plads for sønnen Jacob Nellemann, der allerede er koncernens administrerende direktør.
I koncernens holdingselskab træder Jac Nellemann ud af bestyrelsen, der fremover vil have Lars-Christian Brask som formand, mens Claus Frisenberg og Thomas Sehested fortsætter som bestyrelsesmedlemmer. Direktionen tegnes forsat af Jacob Nellemann.
I Kia Import Danmark A/S træder ejeren også ud af bestyrelsen for at give plads til Jacob Nellemann som ny formand. Ud over ændringer i de forskellige bestyrelser, får nogle af selskaberne også ny direktør. I selskaberne Nellemann EVO AS og NFD AS bliver Claus Nielsen ny direktør efter Jacob Nellemann, og hos Aston Martin Danmarks A/S tiltræder Mogens Lindahl-Jessen som ny direktør.
»Min far har mange gode år i sig endnu. Men han har ønsket at træde ud af ledelsen for at bruge sin tid på de aktiviteter, der har med motorsport at gøre. Det gælder vores gocart-akademi og Copenhagen Historic Grand Prix, som også er en del af koncernen. Min far vil foreløbig også fortsætte som ejer af koncernen,« fortæller den 42-årige Jacob Nellemann. Hans far er 71 år.
Med cirka 250 medarbejdere placeret både i Danmark og i udlandet og en årlig omsætning på godt 2 mia. kr. hører koncernen til blandt Danmarks store bilhuse. Men hvis det står til Jacob Nellemann, skal koncernen fortsat vokse.
»I november 2014 indgik vi en aftale om at importere Volvo til Balkan-landene, og 1. juli overtager vi bilforretningen Autodania i Valby,« siger Jacob Nellemann.
Koncernen råder i forvejen over fem bilhuse - i Aarhus, Odder, Odense, Roskilde og København. Ud over Kia er mærkerne Ford, Fiat og Nissan.
Koncernen er eneimportør af bilmærkerne Aston Martin, Kia Motors, Isuzu og Fisker i Danmark. Det sidste bilmærke står koncernen også bag i Sverige, Finland, Estland, Letland, Litauen, Norge, Færøerne, Grønland, Island, Belgien, Holland og Luxemburg.
Ved siden af bilimporten og bilhusene er der endnu et forretningsben i form af leasing - først og fremmest til erhvervslivet.
I Danmark solgte Kia i fjor 9.764 nye biler, mens 1 Aston Martin kom på danske plader.
»I tilfældet Aston Martin drejer det sig mere om passion, men vi leverer da også et par stykker til udlandet, så det på et år kan blive til en håndfuld,« siger Jacob Nellemann.
Som nye muligheder ser han bl.a. import af kinesiske bilmærker.
»Det er måske især biler, der vil kunne sælges på østeuropæiske markeder. Men vi er repræsenteret både i top og i bunden af bilmarkedet,« forklarer Jacob Nellemann, der også ser vækstmuligheder inden for leasing.
»I dag leverer vi cirka 90 pct. af leasingbilerne til erhvervskunder, men der bliver også stadig flere private leasingkunder, fordi tendensen er, at brugsretten til bilen bliver vigtigere end ejerskabet. Inden for luksusbilerne ser vi en stigende efterspørgsel efter tre år gamle biler,« siger Jacob Nellemann.
Udfordringen ligger i at holde omkostningerne nede.
»Derfor skal vi i højere grad have digitaliseret salgsprocessen. Samtidig skal vi have fokus på kundernes nye behov,« understreger direktøren.
Det sidste sker med henvisning til, at kunderne i dag i langt højere grad kommer for at købe bil end for at se på bil.
»For 10 år siden kom kunderne 3-4 gange for at se på den nye bil. I dag har kunderne skaffet sig al viden om bilerne på nettet. Derfor skal vi i højere grad kunne rådgive om finansiering, leasing og forsikring. Nu kommer kunderne kun én gang,« siger Jacob Nellemann.
Om koncernen har kig på yderligere bilmærker og bilforretninger ønsker han ikke at kommentere på nuværende tidspunkt.
»Vi har strategimøde om 14 dage,« forklarer Jacob Nellemann.

