Fortsæt til indhold

I disse job er der flest skænderier

I nogle jobtyper har omkring en tredjedel af de ansatte konflikter og skænderier hver måned.

Erhverv

Skænderi og konflikter på arbejdspladsen er for nogle faggrupper en stor del af arbejdsdagen, mens andre meget sjældent har en konflikt eller et skænderi med kollegaer, chefer, kunder ol.

Eksempelvis har over 40 pct. af politi- og fængselsbetjentene haft mindst et skænderi eller en konflikt på arbejdspladsen inden for den seneste måned. For tekniske tegnere er tallet kun knap otte pct.

Resultaterne stammer fra en ny undersøgelse blandt 27.000 beskæftigede danskere, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har lavet.

Generelt er der flere mænd end kvinder, der har månedlige skænderier eller konflikter på arbejdspladsen. Til gengæld svarer flere kvinder end mænd, at de er blevet mobbet på arbejdspladsen inden for den seneste måned.

Ser man på hele arbejdsstyrken har 17,5 pct. haft mindst et skænderi eller en konflikt på arbejdspladsen den seneste måned.

Her er de ti faggrupper, hvor flest medarbejdere hver måned er en del et skænderi eller en konflikt:

  • Politi- og fængselsbetjente: 41,1 pct.
  • Militærpersonale: 29,6 pct.
  • Passagerservicemedarbejdere: 26,7 pct.
  • Portører: 25 pct.
  • Mekanikere: 23,6 pct.
  • Maskinførere: 23,6 pct.
  • Socialpædagoger: 23,3 pct.
  • Undervisere ved erhvervsskoler: 23,2 pct.
  • Lastbilchauffører: 22,9 pct.
  • Pædagoger: 22,5 pct.