Fortsæt til indhold

Dansk urproducent går fra 0 til 250 mio. på fire år

En sønderjysk designvirksomhed har høj fart i salget af ure og smykker med arktisk inspiration til kunder i en lang række lande.

Erhverv

Salget af danske designure - og smykker fra en sønderjysk virksomhed stormer på de globale markeder. Omsætningen i selskabet voksede med ca. 20 pct. i fjor, og selskabet forventer ny markant vækst i år.

Bering Time med hovedsæde i Aabenraa har eksisteret siden efteråret 2010, da den første kollektion af ure blev vist frem. Selskabet har siden da fået opbygget et stort millllionsalg.

Det viser årsregnskabet for 2014 i moderselskabet Bering Group, som netop er offentliggjort.

Omsætningen voksede til 252 mio. kr. mod 202 mio. kr. året før. Resultatet før skat steg til 9 mio. mod 2 mio. i 2013. Den primære drift viste et plus på 11 mio. kr. i 2014.

Bering Time har fået opbygget egne salgsselskaber i Danmark. Tyskland, Sverige, England, USA og Hong Kong. Selskabet har fra begyndelsen været fokuseret på eksportmarkederne.

Ledelsen skriver også i årsberetningen, at produktserien det seneste år har fået en flot modtagelse på en række nye markeder. Men koncernen understreger, at den dog mest er »optaget af at salget til de eksisterende forhandlere er stigende«, og at mærket vinder markedsandele. Det »prioriteres frem for nye markeder«.

Tyskland er et væsentligt salgsmarked for Bering, der i 2014 også åbnede egen butik i Hamborg – den første af slagsen. USA er samtidig kommet til med salgskontor i det forløbne år, og adm. direktør Lars Skjønnemann i Bering Group har tidligere fortalt til Finans, at det marked med tiden også kan blive stort.

Bering Time lancerede i første omgang kollektioner af designure. Selskabet har siden også udvidet med en smykkekollektion.

Selskabet skriver i årsberetningen, at det i 2015 »forventer en markant øget omsætning samt et markant forbedret resultat.« Ledelsen vurderer nemlig, at der er et »kæmpe potentiale« for selskabets ure og smykker - både på bestående og nye markeder.

Artiklens emner
Bering Time