Fortsæt til indhold

En mystisk tøjbaron, som de færreste har hørt om, er nu verdens næstrigeste person

Mød den aldrende spanier Amancio Ortega, der grundlagde Inditex Group, men sjældent giver lyd fra sig.

Erhverv

Den 79-årige Amancio Ortega har al mulig grund til at føre sig frem og svælge i sin succes.

Han har grundlagt verdens største tekstilkoncern, Inditex Group, der er bedst kendt for sit tøjmærke Zara, og alene det seneste år har han øget sin personlige formue med 7,3 mia. kr. og er nu god for i alt 485 mia. kr.

Dermed har Amancio Ortega overhalet investeringsguruen Warren Buffet og indtager andenpladsen på Bloombergs liste over verdens rigeste personer.

Men Amancio Ortega hverken fører sig frem eller svælger i sin succes – i hvert fald ikke offentligt. Den spanske tøjbaron vogter sit privatliv frygtløst og har ifølge Bloomberg kun givet interviews til tre journalister i sin levetid.

Lukketheden til trods tegner der sig et billede af en ydmyg og jordnær person, der besøger den samme kaffebar hver dag i sin hjemby La Coruña, og spiser sin frokost med de ansatte i firmakantinen.

Amancio Ortega åbnede sin første Zara-butik som 39-årig og har siden udvidet med mærker som Massimo Dutti, Bershka og Pull & Bear, der alle hører under selskabet Inditex Group.

Inditex har nu 6.600 butikker verden over, mere end 130.000 ansatte og en årlig omsætning på den gode side af 125 mia. kr., og mens Inditex-aktien stiger voldsomt, spår analytikere og iagttagere af modebranchen, at koncernens vokseværk kun vil fortsætte.

Amancio Ortegas succes er ikke mindre imponerende set i lyset af den modgang, der mødte ham i hans opvækst under Den Spanske Borgerkrig. Født i 1936 i den lille nordspanske landsby Busdongo de Arbas af en mor, der arbejdede som stuepige, og en far, hvis job som jernbanearbejder sjældent gav familien råd til selv de mest basale nødvendigheder.

I en alder af 13 år fik Amancio Ortega ansættelse i en lille tøjbutik i La Coruña, og en håndfuld år senere var han i fuld gang med at designe badekåber til kvinder sammen med sine søskende og kæreste Rosalia Mera, som han senere giftede sig med og gjorde til Spaniens rigeste kvinde.

Den første Zara-butik åbnede i 1975 og tog det spanske marked med storm nærmest øjeblikkeligt. Siden har Amancio Ortega erobret det meste af verden, og du kan finde Inditex-butikker på prominente modesteder som Fifth Avenue i New York, Oxford Street og Regent Street i London samt Piazza Duomo i Milano.

Kronjuvelen i Inditex er utvivlsomt tøjmærket Zara, der ifølge flere eksperter opererer med et unikt forretningskoncept. Nøgleordet er hurtighed, og i modsætning til andre tøjmærker, som udskifter og opdaterer deres kollektioner én eller to gange om året, gør Zara det to gange om ugen.

Idéen er, at det skal få kunder til at besøge Zara oftere og samtidig få dem til at hive kreditkortet op ad lommen oftere, fordi de er bange for, at tøjet når at blive udsolgt, hvis de venter. Og idéen ser ud til at virke.

Sidste år omsatte Zara-butikkerne for knap 100 mia. kr. på verdensplan – godt fem gange mere end den danske tøjkæmpe Bestseller.

Amancio Ortega gik formelt på pension for fire år siden, men tropper stadig op på hovedkontoret i Arteixo dagligt og ejer også 60 pct. af aktierne i Inditex. Han bor i La Coruna med sin nye kone Flora i et diskret lejlighedskompleks og har en landejendom, hvor han bruger sin fritid på at opdrætte kyllinger og ride.

Når fotograferne endelig fanger et knips af den sky spanier, er han altid iført det samme sæt tøj – en blå blazer, hvid skjorte og grå bukser, hvoraf ingen af delene er af mærket Zara.

En vittighed i modebranchen går på, at Amancio Ortega er en af få personer, som aldrig går i Inditex-tøj.

Selvom Amancio Ortega ikke kaster om sig med penge, er det ikke ensbetydende med, at han er bange for at bruge penge. Blandt andet købte han Spaniens højeste skyskraber, Torre Picasso i Madrid, for 3,5 mia. kr. og ejer også The Epic Residences & Hotel i Miami, der betragtes som et af USA’s bedste luksushoteller.

Heller ikke på transportfronten lider Ortega nød. En Audi A8 og et privatfly transporterer den spanske tøjbaron og hans kone rundt.

Artiklens emner
Inditex
Amancio Ortega