Fortsæt til indhold

Axcel lander ny topchef

Efter en besværlig og langstrakt proces har kapitalfonden Axcel endelig fundet en afløser for fondens mangeårige førstemand Christian Frigast.

Erhverv

Det er nu langt om længe lykkedes for Danmarks største kapitalfond at finde en efterfølger til fondens grundlægger og nuværende topchef Christian Frigast.

Valget er faldet på Christian Schmidt-Jacobsen, der i skrivende stund er ansat som finansdirektør i tagpapgiganten Icopal.

Det erfarer Finans fra en række kilder tilknyttet fonden.

Christian Schmidt-Jacobsen deltog således også for nylig i Axcels årlige event Company Day, ligesom hans ansættelse blev præsenteret for kapitalfondens partnerkreds forrige søndag.

Christian Schmidt-Jacobsen er blandt andet blevet valgt til jobbet, fordi han på sit cv har en god kombination af erfaring fra industrien, ligesom han kender kapitalfonde og hele corporate finance-området indgående.

Den kommende Axcel-boss har således både været ansat seks år i Axcel frem til 2005, ligesom han før det sad en årrække i Danske Banks afdeling for køb og salg af virksomheder.

Det er headhunterfirmaet Russell Reynolds og Axcel-chef Christian Frigast, der i fællesskab har stået for at finde fondens nye topchef i en besværlig og langtrukken proces, der blev hæmmet af en mindre skandale kort før årsskiftet. Her havde Axcel nemlig håndplukket Egmont-topchef Steffen Kragh som afløser for Christian Frigast, men på målstregen sprang mediedirektøren fra til stor frustration for fonden.

Netop med det forløb i baghovedet har fonden i denne omgang været særdeles påpasselig med informationer om processen, og det er således også kun en indviet skare, der indtil nu er blevet informeret om valget af Christian Schmidt-Jacobsen.

Den kommende Axcel-boss har gennem næsten syv år været finansdirektør i tagpapgiganten Icopal, der var ejet af Axcel frem til 2007. Ud over det har Christian Schmidt-Jacobsen gennem en kortere periode været ansat i ingredienskoncernen Chr. Hansen.

En af den nye Axcel-direktørs absolut vigtigste opgaver bliver etableringen af kapitalfondens femte fond, der forventes lanceret i løbet af 2016.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Christian Schmidt-Jacobsen og Axcel.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Egmont
Icopal