Bagmandspolitiet overtager bestikkelsessag
Det er en sag, der egner sig til at blive behandlet hos os, siger Morten Jakobsen, chef for bagmandspolitiet.
Mistanken om bestikkelse i it-firmaet Atea og Region Sjælland er så alvorlige, at bagmandspolitiet nu overtager sagen fuldstændigt.
Hidtil har sagen ligget hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Politikredsen har været assisteret af bagmandspolitiet under efterforskningen, men ifølge statsadvokat og chef for bagmandspolitiet Morten Jakobsen er sagen blevet overdraget efter aftale med Rigsadvokaten.
»Det er en sag, som egner sig til at blive behandlet hos os. Sagen er kompleks med tråde til flere aktører, og der er tale om ganske alvorlig kriminalitet,« siger Morten Jakobsen.
13 personer er sigtet i sagen. Heraf er seks varetægtsfængslet, og indtil videre har sagen relationer til to it-firmaer, herunder Atea - en af nordens største it-leverandører - Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen.
Rigspolitiets og Kriminalforsorgens rolle er endnu mudret, da myndighederne holder kortene tæt til kroppen. Rigspolitiet har indledt en intern undersøgelse, mens Kriminalforsorgen ikke vil kommentere sagen over for Finans.
Bagmandspolitiet er specialiseret i økonomisk kriminalitet, og enheden efterforsker i forvejen en række sager om danske virksomheder, der mistænkes for bestikkelse.
Senest kom det frem, at bagmandspolitiet er blevet bedt om at assistere brasiliansk politi i forbindelse med involveringen af Mærsk i skandalen om det brasilianske olieselskab Petrobras.
Sagen er kompleks med tråde til flere aktører, og der er tale om ganske alvorlig kriminalitet.Morten Jakobsen, chef for bagmandspolitiet
Morten Jakobsen siger, at der formentlig vil gå flere måneder, inden man kan afgøre grundlaget for en eventuel straffesag.
»Det vigtige er, at vi nu kommer hele vejen rundt. Vi skal have en fuldstændig afdækning af, hvad der foregået, om det er strafbart, og om nogen i givet fald kan stilles til ansvar,« siger han.
Det er strafbart både at modtage og at yde bestikkelse. Begge dele kan straffes med fængsel i op til seks år.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Atea.

