Disse job tømmer os for energi
Det er især jobtyper, hvor der er mange kvinder og ufaglærte, hvor medarbejderne er trætte efter jobbet.
De fleste af os kender nok det, at når arbejdsdagen er slut, er det pludselig sofaen, der kalder langt mere på os end den løbetur, der er planlagt.
Men kigger man på de forskellige jobtyper, er der stor forskel på, hvor trætte og udmattede medarbejderne føler sig, når arbejdsdagen er slut.
Umiddelbart skulle man tro, at det er de unge og friske, der bedst kommer igennem arbejdsdagen, uden at den tapper dem for energi. Men det er ikke tilfældet. Andelen af personer, der føler sig trætte i løbet af arbejdsdagen, falder nemlig med alderen.
Til gengæld får man en dårligere nattesøvn med alderen. Jo ældre man bliver, jo flere vågner i løbet af natten og har svært ved at falde i søvn igen. Det viser en ny undersøgelse blandt 27.000 beskæftigede danskere, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har lavet.
Det er vigtigt at have for øje, at det ikke kun er den type af job, man har, der har indflydelse på, hvor træt og udmattet, man er, efter en arbejdsdag. Har man små børn, eller er der støj, hvor man sover, har det også betydning for, hvor træt man føler sig.
Her er de faggrupper, hvor medarbejderne føler sig mest trætte efter arbejde:
- Passagerservicemedarbejdere
- Skolelærer
- Nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere
- Gymnasielærere
- Pædagoger
- Kokke og tjenere
- Bude
- Rengøringsassistenter
- Læger
- SOSU’ere

