Den danske tagpapgigant Icopal har kurs mod fondsbørsen.
Den danske virksomhed, der er ejet af den Bahrain-baserede kapitalfonde Investcorp og omsætter for 7 mia. kr. årligt, har således genoplivet sine skrinlagte planer om en dansk børsnotering.
Det erfarer Finans fra en lang række kilder med stor indsigt i processen.
Det er de to banker Nordea og Goldman Sachs, der sammen med den finansielle rådgiver Lazard i kulissen arbejder på højtryk for, at Icopal formelt kan sætte gang i børsnoteringen til august.
Koncernen havde oprindeligt planer om netop en børsnotering sidste forår, men måtte her droppe planerne på grund af stor uro på aktiemarkedet og en skuffende udvikling i den store tagkoncern.
Nu er selskabet imidlertid klar til at gøre sin entre på børsen, da selskabet har fået bedre styr på driften, ligesom Investcorp meget gerne vil afhænde virksomheden snarest.
Samtidig vil investeringsbankerne bag noteringen sælge Icopal som en vækst-case, hvor investorerne kan få del i et kommende opsving i den europæiske byggebranche, ligesom en notering vil nedbringe Icopals store gæld på 5 mia. kr.
Dermed vil selskabet få råderum til igen at foretage opkøb, der kan sikre væksten fremadrettet.
Investcorp købte Icopal helt tilbage i 2007 og har derfor et udtalt ønsket om at få solgt sine aktier, så man ikke kommer til at sidde på Icopal-aktierne for længe.
Det forventes, at Icopal allerede i august vil begynde at tage kontakt til hjemlig og udenlandske investorer, hvor blandt andet Danske Bank er blevet hyret i en mindre rolle, hvor bankens corporate finance-afdeling skal stille blandt andet sin analysefunktion til rådighed, ligesom banken kan sælge aktien til de private investorer herhjemme.
Også investeringsbanken Carnegie skal assistere noteringen i en såkaldt co-lead rolle, hvor banken skal sælge Icopal-aktien til institutionelle investorer i udlandet.
»Det ligger som en naturlig del af vores ejerskab, at der er flere exit-muligheder i fremtiden, inklusive et salg eller en børsnotering. Men endnu er der ikke taget nogen beslutning, hverken af timing eller formen på det exit,« siger direktør i Icopal Miguel Kohlman.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Investcorp.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.