Disse job giver flest smerter
Knap halvdelen af bygge- og anlægsarbejderne har smerter flere gange om ugen pga. jobbet.
At gå på arbejde er for en hel del af danskerne forbundet med smerter. Næsten en tredjedel af danskerne har nemlig ondt i kroppen flere gange om ugen, når de arbejder. Ikke så overraskende er det især folk med fysisk krævende arbejde, der oftest har smerter i kroppen. For bygge- og anlægsarbejdere er det f.eks. hele 48 pct., der flere gange om ugen har smerter, når de arbejder.
Det viser en ny undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, har lavet blandt ca. 27.000 beskæftigede danskere.
Selvom der på mange danske arbejdspladser er stort fokus på arbejdsmiljø, tyder det ikke på, at danskerne får mindre ondt af at gå på arbejde. NFA lavende en lignende undersøgelse i 2012, og her var det også omkring 30 pct. af danskerne, som ugentligt havde smerter i forbindelse med deres arbejde.
Selvom danskerne har ondt i kroppen, er det sjældent så slemt, at de ikke kan passe deres arbejde. Kun 4,4 pct. svarer i undersøgelsen, at de inden for de seneste tre måneder har været begrænset på arbejdet pga. smerterne.
Her er de ti job, hvor arbejdet giver flest medarbejdere smerter flere gange om ugen:
- Bygge- og anlægsarbejdere: 48 pt.
- Murer, VVS’ere ol.: 47 pct.
- Malere: 45,1 pct.
- Jord- og betonarbejdere: 44,2 pct.
- Klinikassistenter: 42,8 pct.
- Køkkenmedhjælpere: 42,3 pct.
- Montører: 42,2 pct.
- Nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere: 41,6 pct.
- SOSU’er: 41,1 pct.
- Rengøringsassistenter: 40,2 pct.



