MT Højgaard får islandsk milliardkontrakt
Entreprenørkoncernen skal opføre kæmpe fabriksbygning for siliciumproducent.
MT Højgaard, som er 46 pct. ejet af Monberg & Thorsen, og 54 pct. ejet af Højgaard Holding, har underskrevet en kontrakt med Silicor Materials, som producerer silicium i høj kvalitet beregnet til solceller, om at opføre en fabriksbygning på 121.000 kvadratmeter ved industriområdet Grundartangi, 40 km fra Reykjavik i Island.
Det skriver MT Højgaard, som pointerer, at kontrakten har en værdi af 1,5 mia. kr.
Ud over opførelsen af bygningerne skal MT Højgaard stå for design, projektering og rådgivning.
Detailarbejdet begynder nu med udgangspunkt i det materiale, der er udarbejdet i forhandlingsperioden.
Byggeriet forventes afsluttet i 2018, og opgaven forventes at få positiv betydning for MT Højgaards omsætning og resultat i projektets løbetid, men giver ikke anledning til at ændre de tidligere offentliggjorte forventninger til den økonomiske udvikling.


