Nu kommer modangrebet på MobilePay
Bankerne bag mobilbetalingstjenesten Swipp vil nu sætte en storoffensiv ind mod Danske Banks markedsledende app MobilePay.
Midlet er blandt andet lavere priser.
Det skriver Berlingske Business.
I løbet af sommeren vil Swipp blive gjort i stand til at kunne matche MobilePay, først gennem en ny fælles app, der gør det muligt at betale med lethed i butikker og dernæst med muligheden for, at kunder i Danske Bank kan bruge appen.
- Vores løsning er bedre og billigere for os, for butikkerne og sikrere for kunderne at bruge, når den kommer på plads i løbet af sommeren, udtaler Martin F. Andersen, direktør for Swipp, til Berlingske Business.
Martin Andersen peger også på muligheden for at overføre flere penge per dag med Swipp end MobilePay, 10.000 kr. i forhold til 2.000 kr., og at Swipp benytter sig af konto-til-konto betaling i stedet for MobilePays fordyrende kortløsning, som konkurrencefordele for Swipp.
Altafgørende for at vinde mobilbetalingskrigen bliver det at vinde kampen om butikkerne. Der har Swipp den fordel, at den kun koster 40-60 øre per gang for butikkerne at bruge, mens MobilePay koster 1 pct. af betalingen, med et maks på 5 kr.

