Fortsæt til indhold

Typehusproducenter jubler over opsving

Det lysner for landets typehusproducenter.

Erhverv
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad

Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det viser en brancheanalyse af 30 virksomheder, som Licitationen - Byggeriets Dagblad har foretaget.

Det samlede overskud for branchen er forbedret med 17 procent til 255 mio. kroner fra 2013 til 2014, mens to af tre virksomheder har præsteret en indtjeningsfremgang i samme periode.

Det gælder dog ikke for brancheanalysens absolut største aktør målt på indtjening. HusCompagniet bogførte nemlig en række hensættelser i regnskabsåret 2013, hvilket påvirkede bundlinjen ekstraordinært positivt. Derfor faldt resultatet før skat fra 2013 til 2014, selv om HusCompagniet satte rekord med 1.010 solgte huse sidste år.

”Selv om man ikke umiddelbart kan se det af regnskaberne, er 2014 vores bedste resultat nogensinde. Jeg ved ikke, om vi tager markedsandele, eller om markedet vokser. Men det er min fornemmelse, at konkurrenterne også har godt gang i aktiviteten”, siger koncerndirektør Steffen Baungaard, som forventer fornyet vækst i det indeværende regnskabsår.

Det samme gør Jesper Lind, der er direktør i Lind & Risør, som placerer sig på en lige så suveræn andenplads med et resultat før skat på 53 mio. kroner.

”Vi forventer, at vi fortsætter fremgangen, så både omsætning og resultat bliver endnu bedre i både 2015 og 2016. Vi ved jo, hvilke projekter vi sætter til salg, så med mindre verden ramler sammen, kan vi se, hvad vi har i pipeline”, siger Jesper Lind og tilføjer, at Lind & Risør har opkøbt mere jord i løbet af de sidste to år, end man gjorde gennem hele krisen.

Artiklens emner
HusCompagniet