Fortsæt til indhold

Danskerne har mistet et trofast familiemedlem

En æra inden for danskernes forbrugsmønster omkring film og underholdning er snart definitivt slut.

Erhverv

I over 20 år har danskerne stået der. Ubeslutsomme og ivrigt søgende. Med en pose bland-selv-slik i den ene hånd, en cola i den anden og måske en pose saltede chips under armen. Men nu er det snart slut.

Filmudlejningskæden Blockbuster gik for præcis et år siden konkurs, men inden lukningen blev 12 af kædens filmudlejningsbutikker købt af kæden Blue City.

Men Blue City må nu sande, at tiden og teknologien er løbet fra den gammeldags form for udlejning af film, og derfor er det definitivt snart slut med fysiske lejefilm.

Derfor bliver den sidste udlejningsfilm langet over disken i løbet af sommeren. Her skal Blue City-butikkerne af med ca. 250.000 dvd'er og blu-ray film, som kunderne efterfølgende kan beholde efter leje.

»Det er en æra, der er slut. Det er et kulturelt og trofast familiemedlem, vi siger farvel til, og det er med et vist vemod,« siger Søren Heilmann, adm. direktør hos Blue City.

Han stod i spidsen for de forhenværende 73 Blockbuster-butikker over hele landet og var med under kædens storhedstid, hvor der ugentligt blev langet 200.000 film over disken og solgt omkring 2 ton bland-selv-slik.

Søren Heilmann erkender dog nederlaget til de digitale kanaler - især med Netflix' indryk i Danmark for få år siden.

»Det danske filmmarked er nået dertil, hvor udlejning af fysiske film ikke længere er kommercielt bæredygtigt,« fortæller han.

Blue City lever i dag i stedet af køb og salg af brugte mobiltelefoner, tablets og computere.

Artiklens emner
Blockbuster