Fortsæt til indhold

Brugthandel buldrer frem: Her er de apps, vi bruger mest tid på

Nyheds- og vejrapps fylder mest, men har fået hård konkurrence.

Erhverv

Hvert 10. sekund døgnet rundt oprettes der en ny annonce på DBA’s mobilapp, der på under et år har erobret tredjepladsen over de mest besøgte apps herhjemme.

Det viser nye tal fra Danske Medier Research.

I maj måned havde DBA-appen knap 6,5 mio. besøg, hvilket kun blev overgået af TV2’s nyhedsapp (11,65 mio. besøg) og TV TID (9,45 mio. besøg).

Dermed har DBA, som er ejet af eBay, overhalet adskillige nyhedsapps og ikke mindst et evigt favoritemne herhjemme: Vejret, der i appform repræsenteres af ”TV2 Vejrcenter” og appen ”Byvejret”.

Ifølge DBA’s direktør, Nikolaj Gjeding Larsen, er der plads til mange flere besøgende og meget mere trafik på den hurtigt voksende app. Over en mio. danskere har downloadet appen og bruger i gennemsnit ni minutter, hver gang de besøger den.

Det er langt højere end de fleste andre apps på toplisten.

»Vi har været i stand til at skabe en platform, man har lyst til at bruge, og derfor kan vi også se, at der sættes flere ting til salg end nogensinde, og at brugerne sælger mere,« siger direktør Nikolaj Gjeding Larsen.

To tredjedele af den samlede trafik til DBA, der har godt 1,6 mio. månedlige unikke brugere, kommer nu fra mobil. 41 pct. af alt, der sælges på DBA, sælges via appen.

Det er DBA’s ambition at flytte al handel over på mobilen, og efter sommerferien lanceres en række nye løsninger, blandt andet muligheden for at tilkøbe fragt, som skal gøre det endnu lettere at handle brugt landsdelene imellem – direkte fra appen.

»Vi står over for en voldsom vækst i antal brugere og trafik i de kommende år, det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi har kun set begyndelsen,« lyder forventningen fra Nikolaj Gjeding Larsen, der blandt andet læner sig op ad en ny – og i DBA’s øjne opmuntrende - YouGov-undersøgelse.

Den viser, at 71 pct. af danskerne overvejer at handle brugt, næste gang de mangler noget, og at hver husstand i snit har 161 ting, som ligger i gemmerne og lige så godt kan sælges videre.

Generelt tegner der sig et billede af, at brugthandel i appform buldrer frem. Bilbasens app, der giver mulighed for at sælge bilen via mobilen, og som også blev lanceret af eBay i sin nuværende form for knap et år siden, havde i maj måned 1,14 mio. besøg.

Det rækker til en sjetteplads på listen over mest besøgte apps. De Gule Sider ligger nummer 12 med 166.000 månedlige besøg.

Herunder kan se top 14-listen over de apps, som danskerne besøgte flest gange i maj måned.

UdgivelseUdgiverStyresystemBesøg TotalGns. Tid pr. besøg
TV 2 NyhedscenterTV 2 Danmark A/SAndroid,iPhone,iPad11.650.87504.43
TV TIDTV 2 Danmark A/SAndroid,iPhone,iPad9.465.05203.32
DBAEbay ClassifiedsiPhone,iPad6.465.13209.04
ByvejretFynske Medier P/SiPhone,Android4.485.58302.12
TV 2 VejrcenterTV 2 Danmark A/SAndroid,iPhone,iPad3.561.38301.15
BilbasenEbay ClassifiedsiPhone,iPad1.144.44910.17
KrakEniro Danmark A/SAndroid,iPhone,iPad835.72701.26
TV 2 SportscenterTV 2 Danmark A/SAndroid,iPhone843.86903.28
TjekfodboldTB Medier ApSAndroid,iPhone296.15304.02
TV 2 Tekst-TVTV 2 Danmark A/SiPhone,iPad228.40703.37
TV 2 CykelcenterTV 2 Danmark A/SAndroid,iPhone,iPad224.53801.55
De Gule SiderEniro Danmark A/SAndroid,iPhone,iPad166.03801.17
TipsbladetTB Medier ApSiPhone128.62403.17
TV 2 MadTV 2 Danmark A/SAndroid,iPhone93305.38
Kilde: FDIM (Danske Medier Research)
Artiklens emner
eBay
Den Blå Avis