Hemmelig rigmandsfamilie køber ejendomme i København
Ca. 30 rige danskere har fået et afkast på 40-50 pct. efter salget af 26 ejendomme i indre København.
Da krisen rasede, og boligpriserne i især København styrtdykkede, bestemte Jesper Brunander og Jan Severin Sølbæk sig for at begynde at købe ejendomme op i indre København.
»Under finanskrisen da hele ejendomsmarkedet klappede fuldstændig sammen, blev vi sammen med Artha Kapitalforvaltning enige om, at det var et godt tidspunkt at købe ejendomme på. Vi turde kun at købe op på de gode adresser med den tese, at de altid har en værdi, og at de vil stige på et tidspunkt,« siger Jesper Brunander, der er grundlægger af Copenhagen Property Investment.
Og den tese må man sige holdt vand. For priserne på boligmarkedet er steget voldsomt – især i København – de senere år.
Artha Kapitalforvaltning og Copenhagen Property Investment har især købt ejendommene af nødlidende banker og gennem advokater. Undervejs har Artha Kapitalforvaltning og Copenhagen Property Investment sat ejendommene i stand, fundet nye lejere, overtaget administrationen og i nogle tilfælde gjort lejemålene klar til at kunne sælges som ejerlejligheder.
»Vi vidste jo ikke, hvornår markedet ville vende, men vi har hele tiden haft en 6-7-års plan, hvor vi ville ende med at sælge ejendommene,« siger Jesper Brunander.
Derfor satte Artha Kapitalforvaltning og Copenhagen Property Investment de 26 ejendomme i København til salg i sommeren 2014. Og nu er der så fundet en køber, som har betalt 700 mio. kr. for de i alt 300 lejemål.
Køberen er en velhavende udenlandsk familie, men hvem det mere præcist er, vil Jesper Brunander ikke oplyse.
»De har specifikt sagt, at det ikke må komme frem, så det er vi nødt til at respektere,« siger han.
Ifølge Jesper Brunander køber den udenlandske familie ejendommene som en langsigtet investering, og det er planen at beholde de mange lejligheder.
Jesper Brunander og Jan Severin Sølbæk, der er adm. direktør i Artha Holding, har finansieret opkøbene af ejendommene gennem kunder hos Artha Kapitalforvaltning og realkreditfinansiering. Det er ca. 30 velhavende danskere, der har skudt penge i projektet siden det begynde i 2010.
Ifølge Jesper Brunander har investorerne med salget på 700 mio. kr. fået et afkast på 40-50 pct. af deres investeringer. Hvor mange penge Jesper Brunander og Jan Severin Sølbæk selv har tjent på projektet, vil de ikke fortælle. Men Jesper Brunander kalder fortjenesten for »tilfredsstillende.«
I øjeblikket er de to i gang med at opkøbe ejendomme, sætter dem i stand og sælger dem til private. Jesper Brunander bor selv i Zurich i Schweiz, og planen er, at gevinsten ved salget bl.a. skal bruges til lignede projekter i Zurich og i London.


