Fortsæt til indhold

Flonidan indgår milliardaftale om gasmålere

Flonidan A/S skal i første omgang levere 1,4 mio. gasmålere til Holland, og ordren kan blive større.

Erhverv

Selv om man er en lille spiller, kan man godt få store kontrakter.

Det er Flonidan A/S i Horsens et godt eksempel på. Virksomheden, der er et datterselskab i AVK-koncernen, har netop indgået en potentiel millardkontrakt om levering af intelligente gasmålere til Holland. Der er tale om den største enkeltordre i AVK-koncernens historie.

Flonidan skal i første omgang fra 2016 til 2021 levere op mod 1,5 mio. gasmålere til ejerne af det hollandske naturgasforsyningsnet. Det drejer sig om selskaberne Liander, Stedin, Delta Netwerkbedrijf og Westland Infra.

Yderligere er der mulighed for, at kontrakten kan blive forlænget med fem år til 2026, og så vil det samlede antal gasmålere overstige 2 mio.

Hos Flonidan A/S ønsker den administrerende direktør, Hans Ottosen, ikke at sætte et præcist tal på værdien af aftalen.

»Men hvis aftalen forlænges, er der tale om en potentiel milliardkontrakt. I første omgang skal vi frem mod 2021 levere 1,4-1,5 mio. gasmålere. Vi er nu i gang med den sidste udvikling og test af gasmålerne, og så skal de første leveres i 2016,« fortæller Hans Ottosen.

Flonidan A/S har allerede leveret 300.000-400.000 af de intelligente gasmålere til andre kunder.

»Men de skal hele tiden opdateres, forfines og gennemtestes, og det er vi i gang med nu,« tilføjer Hans Ottosen.

De intelligente gasmålere giver onlineforbindelse mellem forsyningsselskabet og brugerne, der så konstant har oplysninger om bl.a. det aktuelle forbrug.

»Det fungerer på samme måde, som det også er tilfældet med elmålere i Danmark,« forklarer Hans Ottosen.

Han lægger ikke skjul på, at han er stolt over, at virksomheden med 50 ansatte i Danmark og tre i Holland har vundet udbuddet om gasmålerne.

»Vi er glade og stolte over den tillid, de fire selskaber har vist os. Der er tale om en ny vision for det hollandske energimarked, og det falder fint i tråd med vores egen vision om at være førende og innovative,« siger Hans Ottosen.

Kontrakten med de hollandske gasforsyningsselskaber er kommet i stand gennem et joint venture med det slovenske selskab Iskraemeco, der producerer intelligente elmålere.

»Det var et krav, at el og gas skulle kunne aflæses sammen. Iskraemeco har specialiseret sig i elmålere, mens vi har vores kompetence på gasmålere og vandmålere,« siger Hans Ottosen.

Det hollandske energinetværk består af 7,5 mio. elmålere og næsten et tilsvarende antal gasmålere, og de fire forsyningsselskaber sidder på cirka 70 pct. af det hollandske marked.

Før underskrivelsen af kontrakten har der været en udbudsperiode på et år. Et af målene for udbyderne har bl.a. været, at 80 pct. af alle hollandske husstande skal have intelligente målere inden 2021.

Det betyder for Flonidan A/S, at der skal flere medarbejdere til. Det er en udfordring i sig selv.

»Vi er allerede i år blevet op mod 20 pct. flere i firmaet, og med den nye aftale vil vi også skulle ansætte yderligere. Men der støder vi ind i et problem med at finde de rette. Vi har brug for ingeniører, kvalitetsfolk og logistikfolk, der er specialister, og dem finder man ikke bare lige,« forklarer Hans Ottosen.

Flonidan A/S blev etableret i 1982. Selskabet havde i 2014 et resultat efter skat på 2 mio. kr. Med virkning fra 1. oktober 2014 overtog AVK Holding de sidste 50 pct. af aktierne, så Flonidan A/S siden da fuldt ud har været et datterselskab.

Artiklens emner
AVK Holding