Ryanair truer nu også med at forlade Billund
Et bud på en overenskomst blev afvist af Ryanair ved nyt møde med fagforbund. En landsdækkende konflikt truer. Og Ryanair truer med at forlade Billund Lufthavn.
Ryanair er allerede på vej til at forlade lufthavnen i København, og det irske flyselskab kan også være på vej ud af Billund Lufthavn, hvor selskabet har været til stede i adskillige år.
Efter et møde onsdag med Serviceforbundet, der sammen med Flyvebranchens Personale Union (FPU) har varslet blokade mod flyselskabet fra 18. juli, oplyste Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, til journalister fra DR og TV2, at sympatistrejker kan udløse en exit fra Billund.
- Vi ved ikke, om der kommer sympatiaktioner, men vi har gjort det meget klart, at kommer der sympatiaktioner i København, som vedrører Billund, så vil vi ikke finde os i det, og i så fald kan Billund også blive lukket, siger han.
Balladen mellem fagforbundene og Ryanair startede, da selskabet etablerede en base i København 1. marts, men nægtede at forhandle en overenskomst med de danske fagforeninger. Det fik LO til at varsle en blokade, og sagen endte i Arbejdsretten.
Her tabte Ryanair, og det har fået selskabet til at varsle en lukning af den københavnske base, som i stedet skal flyttes til Litauen.
Tirsdag meddelte selskabet dog, at det vil beholde basen, hvis blokadevarslet droppes.
Det afviser fagforbundene, og LO udsender nu endnu en sympatikonfliktvarsel, hvilket betyder, at også lufthavnene i Billund og Aarhus vil blive omfattet af konflikten. Det siger LO's næstformand, Lizette Risgaard:
- LO's medlemsforbund har nu besluttet at gå den vej, som Arbejdsretten har givet grønt lys til, for at få en overenskomst. Det vil sige, at nu bliver der sendt sympativarsler ud. Sympatihandlingerne vil træde i kraft 18. juli i København og 23. juli i Billund og Aarhus.
Direktøren for Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, tager det med ophøjet ro, at Ryanair nu også truer med at flytte selskabets base i Billund.
- Det er et hypotetisk spørgsmål, om det kommer til at ske, siger han til Ritzau.
Hvis en blokade mod Ryanair bliver en realitet, kan de danske fagforbund regne med støtte fra Sverige, skriver Svenska Dagbladet.
Fagforbundet Seko og ST er parat til en sympatiaktion, hvis Ryanair som følge af konflikten vil omdirigere fly fra Danmark til svenske lufthavne.


