Fortsæt til indhold

Analytikere: 3's fremgang er nyt kapitel i mobilkrig

Teleselskabet 3 har fået 50.000 nye kunder i andet kvartal. 29.000 i Sverige og 21.000 i Danmark.

Erhverv
Ritzau Finans

- Med det forbehold, at kunderne kommer fra TDC, er det selvfølgeligt negativt for TDC. Men det bør ikke have den store indflydelse på TDC-aktien, fordi det ikke en overraskelse, at der er stor konkurrence og pres på priserne på mobilmarkedet. 3-historien er sådan set bare blevet underbygget af det her, siger Torben Høyer, chefaktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.

Han mener dog, at det er sandsynligt, at nogle af 3's nye kunder kommer fra de andre teleselskaber, herunder TDC. Der kan dog også være tale om nye kunder.

Peter Kurt Nielsen, analytiker hos Cheuvreux, påpeger, at 3 har været aggressiv på priserne på det danske marked. Heller ikke han tror dog, at 3's fremgang vil have betydning for TDC-aktien.

- Vi må først se, hvordan TDC's egne tal ser ud. Der har jo været tegn på forbedringer. Og noget tyder på, at TDC's tilbagegang er væsentligt modereret på det seneste. Dertil kommer, at kunder ikke bare er kunder. Det kommer derfor også an på, hvilke kunder det er, 3 har fået, siger Peter Kurt Nielsen, til Ritzau Finans.

TDC har offentliggør regnskabet for andet kvartal 7. august. Peter Kurt Nielsen forventer, at det her vil vise sig, at TDC vil forbedre sig yderligere i næste kvartal.

- Der var der kun en lille nedgang i seneste kvartal. Så tendensen til, at TDC mister kunder, ser ud som om, den er ved at være stoppet, siger Peter Kurt Nielsen.

Ved et-tiden torsdag lå TDC-aktien til en fremgang på 1,2 pct. til 52,90 kr. per aktie.

Artiklens emner
3 Scandinavia