Fortsæt til indhold

Landbrugsboss: »Vi kunne jo også bare smide håndklædet i ringen og skyde en masse køer«

Landbruget vil godt føre an på miljøet. Men det skal kunne hænge sammen økonomisk, siger landbrugsformand.

Erhverv
/ritzau/

Dansk landbrug går gerne foran, når det gælder miljøet. Men der skal være en balance, hvor det også er økonomisk realistisk.

Det siger landbrugets førstemand, formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, til en undersøgelse, som brancheorganisationen selv har fået lavet.

Her siger et stort flertal af danskerne klart, at Danmark skal gå forrest i EU med strenge miljøkrav til virksomheder og landbrug. Kun ti procent siger nej.

- Som dansk landmand kan man til tider godt føle sig som en 100-meter løber, der lige har sat ny verdensrekord i miljø. Men når man så kommer hjem, så siger danskerne: Du løb ikke stærkt nok, siger Merrild.

- Vi kunne jo også bare smide håndklædet i ringen og skyde en masse køer. Så ville samfundet spare på CO2-regnskabet. Men mælken bliver stadig lavet et andet sted i verden, bare under værre forhold, siger han.

Landbrugets chef har ikke noget problem med forbrugernes forventning om, at dansk landbrug skal gå forrest på miljøområdet.

- Spørgsmålet er bare hvor langt foran. Når vi eksempelvis ikke længere, på grund af gødningskrav, kan dyrke korn til brød i Danmark, så oplever jeg, at mange danskere godt kan se, at der er noget galt, siger han.

Han er overrasket over, at kun seks procent af danskerne ser den store fremtid i landbruget i forhold til eksempelvis vedvarende energi og medicinalindustrien.

- Jeg tror, at reaktionerne er meget præget af omtalen af de svære forhold i landbruget de seneste halvandet år.

- Vi har en stor opgave foran os med at forklare, hvorfor det er bedst, at vi producerer en række fødevarevarer under ordnede miljøforhold i Danmark frem for, at det sker andre steder i verden med tab for både dansk økonomi og det globale miljø, siger Merrild.

Artiklens emner
Martin Merrild