Chef fordoblede mindstelønnen: Men så skred medarbejdere
Dan Price blev først lovprist for sit initiativ, men siden er tonen blevet en noget anden.
I april bestemte Dan Price, ejer af den amerikanske virksomhed Gravity Payments, at han ville skære 90 pct. af sin egen millionhyre væk og i stedet hæve mindsteårslønnen blandt sine medarbejdere til 70.000 dollars, svarende til knap en halv mio. kr.
Det betød en fordobling af lønnen for nogle af de ansatte i Gravity Payments, og naturligt nok kastede den fornemme gestus en masse positiv omtale og ros af sig til Dan Price.
Nogle af medarbejderne fortalte ham, hvordan de nu uden problemer kunne finde penge til familien eller kunne få fløjet slægtninge fra Puerto Rico til Seattle, hvor Gravity Payments har hjemme.
Med et snuptag i lommen var Dan Price blevet folkehelt. Harvard-studerende ville lave et studie af Gravity Payments, skolebørn skrev takkebreve til Dan Price, og singlekvinder ville date ham.
Lovprisningen ville ingen ende tage for hans forsøg på at mindske lønuligheden. Chef gik 90 procent ned i løn - men fordoblede de ansattes løn
Men siden er virkeligheden blevet en hel anden.
Adskillige kunder har trukket stikket til Gravity Payments, og flere af de vigtigste medarbejdere i virksomheden har sagt op, fordi det ifølge dem ikke er retfærdigt, at nye medarbejdere har fået et stort lønhop, mens trofaste ansatte gennem mange år ikke har fået en tilsvarende lønstigning.
"Han (Dan Price, red.) gav lønforhøjelser til de personer med færrest evner og som var mindst udrustet til at udføre jobbet. De personer, der sled mest for arbejdspladsen, fik ikke meget mere for det," siger Maisey McMaster, der kvittede jobbet som finanskonsulent i Gravity Payments, fordi hun var utilfreds med lønudviklingen, til New York Times.
Ifølge hende havde det været mere på sin plads at give nye medarbejdere en mindre lønstigning, hvorefter de kunne tjene mere, når de havde fået større erfaring.
En anden medarbejder, der også forlod virksomheden, var webudvikleren Grant Moran. Han havde samme bekymringer som Maisey McMaster.
"De folk, der bare stemplede ind og ud, begyndte at tjene ligeså meget som mig. Det har gjort dygtige medarbejdere til mindre motiverede holdspillere," siger han ifølge New York Times.
Gravity Payments er tilmed blevet sagsøgt af Lucas Price, storebror til Dan Price og medstifter af Gravity Payments, fordi han mener, at Dan Price har forbrudt sig mod nogle kontraktlige forpligtelser, de to brødre har haft med hinanden. Potentielt kan denne retssag ifølge Dan Price betyde, at virksomheden må lukke.
Gravity Payments udførte i 2014 mere end 6,5 mia. kreditkorttransaktioner og beskæftiger i alt 120 medarbejdere.
I 2014 blev Dan Price kåret til årets entreprenør i USA.



