Fortsæt til indhold

Dansk rengøringsgigant skal have ny topchef

Direktøren i Forenede Service, Steen Gede, fratræder sin stilling.

Erhverv

Danmarks næststørste serviceselskab skal have ny direktør.

Steen Gede, der siden august 2012 har fungeret som direktør i Forenede Service A/S, har efter gensidig overenskomst med bestyrelsen valgt at fratræde sin stilling med udgangen af juni næste år.

Det oplyser selskabet i en meddelelse, der ikke nævner årsagen til Steen Gedes fratrædelse.

Forenede Service er en del af koncernen Forenede, der er ejet af Kirsten Krogh og hendes børn Marianne og Michael Krogh. Selskabet opererer inden for en lang række serviceydelser, deriblandt rengøring, hospitals- og kantinedrift, ejendomsservice og arealpleje, og omsatte sidste år for 950 mio. kr.

Et overskud på lige over 5 mio. kr. blev i årsregnskabet betegnet som »acceptabelt, men ikke tilfredsstillende.«

Med Steen Gedes fratrædelse siger man, ifølge selskabet, farvel til en direktør, der særligt har varetaget at løse udfordringer med underleverandører, som beskæftigede medarbejdere, der blandt andet ikke havde rådighed over deres egen identitet.

»Dette omfattende arbejde er gennemført med succes, og Forenede Service har med Steens forbilledlige og engagerede indsats manifisteret sig som selskabet, der er gået forrest i branchen i bestræbelserne på at undgå emner som social dumpning og udnyttelse af mennesker i nød,« siger Carsten Clement, koncerndirektør i Forenede Service.

Den nye adm. direktør i Forenede Service er endnu ikke fundet, men skal ifølge Carsten Clement være i stand til at fastholde linjen med bekæmpelse af social dumping. Samtidig lægger bestyrelsen vægt på, at den kommende direktør formår at fastholde og udbygge Forenede Services position på markedet.

Forenede Service blev stiftet i 1959 og udfører opgaver for mange af Danmarks større såvel som mindre virksomheder, regioner, kommuner og den danske stat. I årsregnskabet for 2014 meddelte selskabet, at det forventer en vækst i omsætningen i år på cirka 6 pct.

I så fald runder Forenede Service en omsætning på én milliard kroner.

Artiklens emner
Forenede Service
Steen Gede