Her bygges gigantisk solkraftværk på størrelse med 3.500 fodboldbaner
Verdens største solkraftværk, der skal placeres i Gobi-ørkenen vil kunne give én mio. kinesiske husstande strøm.
Kina er godt i gang med at bygge verdens største solkraftværk, Delingha, som vil brede sig over ca. 25,4 kvadratkilometer, hvilket svarer til arealet på ca. 3.500 fodboldbaner, i Gobi-ørkenen ved den kinesiske Qinghai-provins.
Det forventes at det nye og mere miljøvenlige kraftværk vil få en kapacitet, der vil kunne give én mio. kinesiske husstande strøm.
Her har kineserne indhentet hjælp ind fra USA, hvor det er den californiske virksomhed BrightSource Energy, der delvist vil stå for byggeriet sammen med den kinesiske virksomhed Shanghai Electric Group.
I denne uge annoncerede den kinesiske regering, at landet vil reducere sit forbrug af fossile brændstoffer med 20 pct. inden udgangen af 2030.
For at nå dette mål vil Kina blandt andet satse på solen, som et mere miljøvenligt alternativ frem for de store kulkraftværker, som landet hidtil har foretrukket.
Det er meningen at Delingha-kraftværket skal skære det kinesiske kulforbrug med 4,26 mio. tons kul hvert år, og reducere carbon dioxid udledningen med 896.000 tons om året – når kraftværket står færdigt i 2017.
Kina er i øjeblikket verdens største udleder af drivhusgasser.


