Fortsæt til indhold

Skrantende netgigant forventer nyt millionunderskud

Den danske modebutik Stylepit har stadig store problemer.

Erhverv

Turbulensen fortsætter i danske Stylepit A/S, der de senere år har kæmpet med dårlige økonomiske resultater og interne stridigheder, der blandt andet har ført til afgang af en række prominente bestyrelsesmedlemmer samt medstifter Nicolai Kærgaard.

Stylepit har netop gennemgået sit foreløbige regnskab for 2014/15 og forventer at slutte året med et underskud på 52 mio. kr., skriver selskabet i en meddelelse.

Det store underskud skyldes blandt andet en ekstraordinær nedskrivning af it-omkostninger og hensættelse på intern handel mellem koncernens selskaber, fremgår det.

Dermed er egenkapitalen i Stylepit A/S barberet ned til 13,6 mio. kr. og vil blive forsøgt reetableret med en kapitaludvidelse senere på året.

For to måneder siden lød meldingen fra Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, at han er færdig med at spytte penge i den skrantende modebutik. Holch Povlsen har investeret 170 mio. kr. i Stylepit og tabt i omegnen af 60 mio. kr. derpå.

Det foreløbige regnskab for 2014/15 viser en omsætning i Stylepit på 364 mio. kr. og et underskud på 30 mio. kr.

»Virksomheden vil i 2015/16 have fokus på det danske og nordiske hjemmemarked, medens tidligere planer om en aggressiv vækststrategi ud over hele Europa ikke er en del af årets planer,« skriver Stylepit i sin meddelse.

På den baggrund forventer Stylepit i regnskabsåret 2015/16 en omsætning i på 350 mio. kr. og en beskeden, men positiv, bundlinje.

»Stylepit A/S har gennemført en løbende restrukturering og har ændret sin omkostningsbase til et niveau, der svarer til det forventede omsætningsniveau, og som løbende tilpasses markedssituationen i et marked med fortsat stærk konkurrence. Med base i København, sine lager- og forsendelsesfaciliteter i Polen og sin it-udvikling i Østeuropa, anser virksomheden sig som positioneret til at servicere det voksende marked for handel over nettet,« skriver Stylepit.

Nøgletal, Stylepit A/S (i 1.000 kr.)2013/142012/132011/12
Omsætning470.105441.707340.206
Årets resultat-129.712-26.1528.608
Egenkapital68.561155.56457.863
Artiklens emner
Stylepit