Finansiel Stabilitet vil af med resten af Eik Banki
Finansinstitutionen indleder en proces, hvor målet er et salg af ejerandelen på 30 pct. af den færøske bank.
Finansiel Stabilitet solgte i 2011 70 pct. af aktierne i færøske Eik Banki til forsikringskoncernen TF Holding for et beløb i omegnen af en halv mia. kr.
Nu er den statsejede finansenhed parat til at sælge resten af aktierne svarende til en beholdning på 30 pct. Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.
»...Finansiel Stabilitet har nu indgået en betinget aftale om at sælge den resterende aktiebeholdning til TF Holding P/F, hvori Finansiel Stabilitet bl.a. har betinget salget af at gennemføre en åben og transparent salgsproces, hvor alle kvalificerede investorer med interesse for aktiebeholdningen får mulighed for at deltage,« skriver Finansiel Stabilitet i meddelelsen.
Aktierne skal sælges i en åben proces til højest mulige pris. TF Holding har som en konsekvens af aftalen indgået i 2011 forkøbsret til den resterende aktiebeholdning, men det vil dog kræve Finanstilsynets godkendelse.
Læs pressemeddelelsen her.



