Få 5 millioner til din gode idé
InnoBooster er en ny pulje på en kvart milliard årligt, der investerer i mindre virksomheder, forskere og iværksættere, som har en god idé.
Der er nu hjælp at hente for mindre virksomheder, forskere og iværksættere med en god, men risikabel forretningsidé. Der er mulighed for at søge op til 5 mio. kr. fra Innovationsfondens nye pulje, InnoBooster, med et budget på kvart milliard årligt.
Innovationsfonden er parat til at investere penge i et projekt, hvis ansøgeren har en god idé og kan fremlægge en overbevisende strategi samt budget. Pengene skal ikke betales tilbage, men ansøgeren skal være parat til at poste den samme mængde penge i projektet, som der søges om.
»Vi vil gerne have de mindre virksomheder til at få øjnene op for deres ekspansionsmuligheder. Vores hjælp kan tage toppen af risikoen, så ejeren ikke skal risikere sin virksomhed for det, « siger Peter Andersen, direktør for Innovationsfonden.
InnoBooster skal stimulere risikovilligheden hos mindre virksomheder med vækstpotentiale og hos iværksætteren og forskeren med en god idé til en ny virksomhed. Det skal gerne vise resultat i form af flere danske stillinger.
»Vi skaber arbejdspladser undervejs i projektet, og når de endelige produkter er fremme og bliver solgt, så skaber vi vækst og endnu flere arbejdspladser,« siger Peter Andersen.
Derudover håber Innovationsfonden at få flere til at investere penge i iværksætteri.
»Når vi med fondens penge tager toppen af risikoen, så håber vi, at det bliver nemmere at tiltrække privatkapital til de mange nye idéer, som ligger derude,« siger Peter Andersen.
De bedste af de større ansøgninger går videre til en runde, der kan lede tankerne hen på BBC-programmet Dragons' Den. Her skal ansøgerne nemlig pitche deres idéer og strategier overfor et ekspertpanel, der er sammensat blandt ca. 60 udvalgte erhvervsfolk.
»Ansøgerne får 15 til 20 minutter til at præsentere idéen for panelet, som så udvælger, hvem der bevilges pengene. Det har været meget vigtigt for os, at panelet kommer til at bestå af eksperter med iværksættererfaring fra mange forskellige brancher,« siger Peter Andersen.
Hvilke folk, der kommer til at sidde i panelet, er endnu ikke helt på plads, men det bliver offentliggjort om ikke så længe. Ved ansøgninger om bevillinger under en halv mio. kr. behandles ansøgningen internt af InnoBooster. Innovationsfonden har desuden gjort det nemmere for ansøgerne ved, at der ikke er indført ansøgningsfrist.
Når man får bevilget penge, er der dog ikke mulighed for bare at køre friløb. De bevilgede projekter følges løbende af Innovationsfonden, og sker der ikke fremskridt som forventet, stopper InnoBooster for resten af støtten.
»Vi forventer, at en stor del af projekterne naturligvis vil dø. Men vi er villige til at løbe betydelig risiko, når projekterne er gennemtænkte og ser lovende ud,« siger direktør Peter Andersen.


