Fortsæt til indhold

Lars Larsen ruller nye butikker ud for at jagte storby-kunder

Jysk-ejeren er nummer ét i Danmark og nummer fem i Europa inden for salg af møbler. Målet er at vokse endnu mere.

Erhverv

Dynekøbmand Lars Larsen vil have endnu flere kunder i butikken - og jagten er sat ind på forbrugere i storbyer. Derfor lancerer Jysk-koncernen et nyt butikskoncept med mindre forretninger som placeres i storcentre.

Modellen er allerede prøvet af med et par butikker i Sverige samt i Kina, hvor Jysk tog fejl ved i første omgang at åbne kædens vanlige storbutikker. Men siden har den måttet ændre strategi på det folkerige milliardmarked, hvor der nu indrettes mindre butikker med færre produkter - men større fokus på kvalitet rettet mod soveværelset.

Erfaringerne fra de to lande bruges nu i det nye koncept, hvor den første danske butik åbnes i det københavnske butikscenter Fields sidst i august.

»Vi vil gerne endnu bredere ud og ramme kunderne, som bor i metropoler og bykerner, men som måske ikke kommer ud i de områder, hvor vores klassiske butikker ligger. Det er væsentligt mindre butikker i det nye koncept, tilpasset den urbane livsstil,« siger Bo Andersen, landechef for Jysk i Danmark.

Han vil ikke præcisere ambitionerne for det nye butikskoncept, men understreger, at udrulingen sker løbende i takt med, at mulighederne i butikscentre viser sig.

Artikel fortsætter under billedet...

Jysk-koncernen ruller nu et nyt butikskoncept ud i shoppingcentre. De første af den slags forretninger er åbnet i Sverige og Kina.

Jysk-koncernen har i dag 2.273 butikker i 37 lande. Den ejes af Lars Larsen, som er dominerende i den danske møbelbranche. Ud over Jysk ejer han bl.a. IdDesign med kæderne Ilva og IdeMøbler samt selskaberne Bolia.com, Intersstil, Sengespecialisten og Scancom. Tidligere i år overtog dynekøbmanden også møbelproducenten Actona Company.

I en tysk opgørelse over de største møbelsælgere ligger Lars Larsen Group - med en samlet omsætning på 24,5 mia. kr. - nu nummer 5 i Europa. Listen toppes af svenske Ikea Group.

Selvom Lars Larsen har understreget, at hans forskellige aktiviteter skal drives selvstændigt, er der dog på en række områder lagt op til synergier og samarbejde.

Jysk i Danmark har således allerede etableret et par butikker under samme tag som Ide-Møbler og Ilva. Endnu en kommer til om kort tid, når Jysk åbner butik nummer 100 på det danske marked. Det sker i Aarhus-forstaden Skejby, hvor Jysk rykker ind i Ilva-møbelhuset, som er nabo til Ikea.

»Vi kan bruge hinanden, hvor det giver mening,« siger Bo Andersen, chef for Jysk Danmark.

Dynekøbmand Lars Larsen har tilkendegivet, at han har store ambitioner - også internationale - for alle sine møbelaktiviteter. Han mener eksempelvis, at Ilva-kæden, der består af seks danske møbelhuse og et i både Sverige og Island, kan spredes ud til andre markeder. Lars Larsen mener ligefrem, at den kæde kan udvikle sig til et mini-Ikea med også mange boligprodukter ved siden af møbler.

Aktuelt er fokus hos IdDesign - som driver Ilva og Ide-Møbler - dog på at få bedre styr på forretningen. Efter at dens kæder tidligere i år har flyttet lagre og indført nye it-systemer, har der nemlig været meget store problemer med håndteringen af ordrer og leveringen til kunderne.

Artiklens emner
Ikea
Actona Company