Fortsæt til indhold

Prisfald på mælk slår nu igennem i supermarkedet

De faldende mælkepriser på verdensmarkedet kommer danske forbrugere til gode - igen. Landmændene lider.

Erhverv

Hvis du har købt en liter mælk torsdag inden lukketid, har du snydt dig selv for 45 øre.

Efter lang tid med faldende mælkepriser på verdensmarkedet har en række af landets supermarkedskæder nemlig valgt at sænke prisen på konventionel mælk fredag morgen.

I Aldi er prisen på skummetmælk, minimælk, letmælk, sødmælk og mikrofiltreret mælk sænket med 0,45 kr.

»Vi arbejder altid efter et klart princip om, at når en råvare falder i pris, i en sådan grad at vores indkøbspris også falder, skal det komme vores kunder til gode. Det, mener vi, er godt og troværdigt købmandsskab, der skaber tilfredse kunder,« siger vicedirektør i Aldis indkøbsafdeling Thomas Bang.

Dansk Supermarked har reageret prompte og ligeledes sænket prisen på mælk i sine kæder Føtex, Netto og Bilka.

Således koster en liter skummetmælk eller minimælk 4,50 kr., letmælk 4,95 kr. og sødmælk 5,50 kr. Aldi opererer med samme priser. Coop, der bla. driver Fakta, Kvickly og SuperBrugsen, har ikke reageret på Finans' henvendelse.

Det er faldende mælkepriser på verdensmarkedet som følge af overudbud og svag efterspørgsel, der har fået detailkæderne til at kaste besparelser efter deres kunder.

Men det er langt fra første gang, at mælken i køledisken er blevet billigere.

I november i fjor igangsatte detailkæderne en regulær priskrig på mælk, og hver gang gør det ondt på især landmændene, fordi prispresset forplanter sig fra supermarkederne via mejerierne til landmændenes mælkeafregning.

Den gennemsnitlige pris på mejerivarer på den toneangivende råvarebørs, Global Dairy Trade, GDT, er dykket med 67 pct. fra toppen i 2013.

Indtil videre er der ikke meldt om prisfald på økomælk.

Artiklens emner
Salling Group