Fortsæt til indhold

”Spøgelsesbank” snød kinesiske bankkunder

En af verdens største banker blev kopieret, og det lykkedes bagmænd at franarre kundernes penge i en måned.

Erhverv

Kina er bl.a. kendt for sine kopivarer, som eksempelvis dvd-film og tøj, men disse efterligninger blegner i forhold til kopierne af hele Apple-forretninger og Ikea-varehuse.

Og nu er turen så kommet til en af verdensstørste banker China Construction Bank, som minutiøst er blevet kopieret til mindste detalje. Det skriver Financial Times.

En lokal mand fra byen Linyi har lavet en 1-til-1 forfalskning af en af bankens filialer, komplet med kortlæsere og tre kvindelige ekspedienter bag disken.

Den falske bank nåede at være aktiv i én måned, hvorefter spøgelsesbanken dog måtte lukke.

En lokal kvinde lavede et bankindskud på 40.000 yuan (ca. 41.000 kr.) og opdagede i perioden efter, at hun ikke kunne trække pengene ud af en af de ægte China Construction Bank-filialer.

Det fik derfor bankpersonalet til at anmelde den falske bank til politiet.

Betjentene fandt under efterforskningen ud af, at bagmanden bag spøgelsesbanken havde sat sin 15-årige datter og to af hendes skolekammerater til at bestyre den falske forretning.

»Hvis nogen spurgte, om de kunne trække penge ud af banken, så var pigerne instrueret i at sige, at internettet på stedet ikke var blevet etableret ordentligt endnu, og at myndighederne lige skulle godkende nogle procedurer,« udtaler en talsmand fra politiet i Lanling ifølge Financial Times.

Bagmanden, Hr. Zhang, fortalte en kinesisk reporter fra mediet Shandong Television, at han helt formelt havde ansøgt om at blive del af den ægte kommercielle bank, men at denne ansøgning simpelthen bare ikke var blevet godkendt.

»Jeg ville bare åbne en bank. Jeg tænkte ikke så meget over det,« siger Hr. Zhang til kinesisk tv.