Fortsæt til indhold

SAS udvider topledelsen

Koncernledelsen i luftfartsselskabet SAS bliver nu suppleret med Mattias Forsberg.

Erhverv

Der bliver nu en ekstra stol i SAS' ledergruppe.

SAS udvider nemlig lederstaben med Mattias Forsberg, der skal være ny 'executive vice president' og CIO med ansvar for it og digital innovation. Han tiltræder stillingen senest ved årets udgang, skriver SAS i en meddelelse.

»Digital innovation er væsentligt i den fremtidige udvikling. Med Mattias får vi en CIO i koncernledelsen med en bred strategiprofil og styrke i forretningsudviklingen. Han har arbejdet med mange store virksomheder i Norden og er en inspirerende leder,« siger Rickard Gustafson, topchef i SAS.

Mattias Forsberg har arbejdet som CIO ved Systembolaget siden 2011 og har tidligere været it-direktør ved B&B Tools.

»Jeg ser frem til at lede it-udviklingen hos SAS. SAS er et fantastisk varemærke i en branche, som er i konstant forandring, og hvor den digital kundeservice bliver mere og mere central,« siger Mattias Forsberg.

Mattias Forsberg blev kåret som "Årets CIO" i 2013 af CIO Sweden.