Fortsæt til indhold

Bestseller-ejer: Kapital er langt fra nok til at redde Stylepit

Anders Holch Povlsens investeringsvirksomhed forudser, at børsnoterede Stylepit skal have endnu mere hjælp for at kunne klare sig i konkurrencen.

Erhverv

Modemilliardær Anders Holch Povlsen vil trods overtagelse lade Stylepit køre videre som en selvstændig virksomhed. Bestseller-ejeren understreger samtidig, at det fortsat kan blive svært at skabe en rentabel forretning ud af virksomheden, der arbejder med nethandel i mode.

Anders Holch Povlsen har onsdag gennem sit private holdingselskab, Aktieselskabet af 14.10.2012, givet tilbud om at overtage børsnoterede Stylepit. Selskabet har været gennem en meget turbulent periode og oplyste tidligere på måneden, at regnskabsåret 2014/2015 ventes at give et underskud på 52 mio. kr. Derfor er der igangsat en kapitaludvidelse, og nu er der så kommet et bud fra Anders Holch Povlsen, der i forvejen er storaktionær.

Han har onsdag ikke ønsket over for Finans at kommentere tilbuddet eller planerne med Stylepit. I en mail, som er sendt via kommunikationafdelingen i Bestseller, er der dog givet svar fra Aktieselskabet af 14.10. 2012 på en række fremsendte spørgsmål.

Heraf understreges det, at planen er at bevare Stylepit som selvstændigt selskab. Samtidig advares om, at der kan komme ændringer i virksomheden.

»Fremadrettet vil den største udfordring blive at skabe en rentabel forretning med respekt for, at der ikke er nogle quick-fixes og hurtige løsninger. Kapital er ikke nok til at redde selskabet - der skal også yderligere hjælp og viden til for at få selskabet på rette kurs og klare sig i konkurrencen. Stylepit er nødt til at finde en stærkere platform fremadrettet for at kunne klare konkurrencen i et hårdt marked,« lyder det i mailen.

Det understreges samtidig, at der inden for de kommende fire uger udsendes en meddelelse om planerne med det frivillige overtagelsestilbud.

Artikel fortsætter under billedet.

Anders Holch Povlsen betragter Stylepit som en investering, der ikke har med Bestseller at gøre.

For et par måneder siden lød meldingen ellers fra Anders Holch Povlsen, at han ikke var en del af den investorgruppe, som arbejdede på en kapitalforhøjelse. Og det blev tolket som om, at han dermed ikke var klar at skyde flere penge ind i Stylepit. Om den situation lyder meldingen nu i mailen fra Aktieselskabet af 14.10.2012:

»Selskabet har dog løbende fulgt udviklingen i Stylepit, og har alene den interesse at sikre Stylepits fortsatte drift og sikre medarbejderne. Dagens købstilbud er blevet konkretiseret og formuleret, efter selskabet blev bekendt med prospektet forrige mandag. Effektueres købstilbuddet, vil Stylepit forsætte som et selvstændigt selskab, og der er ikke umiddelbare planer om at afnotere selskabet.«

Stylepit er nødt til at finde en stærkere platform fremadrettet for at kunne klare konkurrencen i et hårdt marked.
Mail-udtalelse fra Aktieselskabet 14.10.2012

Anders Holch Povlsen har tidligere investeret stort i en stribe netbutikker - og ejer bl.a. dele af tyske Zalando og britiske Asos, som begge arbejder inden for mode. Han har desuden skudt penge i bl.a. danske Nemlig.com, som afsætter dagligvarer på nettet.

Anders Holch Povlsen har dog betonet, at der er tale om aktiviteter i hans egen investeringsvirksomhed og dermed ikke modekoncernen Bestseller.

Samme melding lyder nu om det danske online-selskab inden for mode:

»Investeringen i Stylepit udgør en separat investering - og vil blive behandlet som sådan.«

Artiklens emner
Stylepit
Bestseller