Fortsæt til indhold

Fredericia Furniture kroner ny dronning af designmøbler

Et af Danmarks ældste designhuse skifter ud i toppen for at pifte bundlinjen op.

Erhverv

En ny direktør gør sig klar til at indtage chefstolen hos Fredericia Furniture. Kaja Møller kommer fra posten som driftschef og skal nu være virksomhedens vækstraket.

Den nuværende direktør, Thomas Graversen, forsætter med at have ansvaret for design og produkter, men omstruktureringen i ledelsen er et vigtigt skridt for at realisere den vækstplan, som Fredericia Furniture skal opfylde de kommende år.

»Vi har investeret markant og oplever vækst i omsætning og markedsandele. Men jeg må også erkende, at tiden er løbet fra vores ejerlederstruktur. Nu skal vi have alles kompetencer sat bedst muligt i spil i forhold til de mål, vi har sat os. Kaja er den rigtige til at styre vores vækstplaner igennem og effektivisere driften. Jeg fortsætter med ansvaret for det, der altid har ligget mig nærmest, vores design og produkter,« siger Thomas Graversen.

Der bliver ikke lagt låg på ambitionerne. I oktober færdiggjorde ledelsen en strategiplan, der havde som mål at fordoble omsætningen i perioden fra 2014 til 2018. I fjor havde virksomheden sit højeste omsætningsniveau i seks år med en omsætning på 87 mio. kr. svarende til en vækst på 15 pct.

Ledelsen forventer ligeledes en tocifret omsætningsvækst i 2015. Kodeordene dertil er produktudvikling, international vækst og markedsføring.

»Ambitionen er at få os etableret som et internationalt designbrand. Vi henter ca. 30 pct. af vores omsætning uden for landets grænser. Med Danmarks renommé inden for designmøbler er potentialet stort. Danske møbelklassikere af blandt andet Børge Mogensen er en del af vores DNA og vil stadig have et stort fokus for os, men derudover vil vi udvikle kategorien af contemporary møbler, så vi rammer både kontrakt- og boligmarkedet bredere – også internationalt. Jeg glæder mig til at realisere målene sammen med den øvrige ledelse og vores dygtige medarbejdere,« siger Kaja Møller.

Kaja Møller træder til som administrerende direktør den 1. september. Hun har siddet i virksomhedens bestyrelse siden 2013, og i juni 2014 indtrådte hun i virksomhedens ledelse som COO.

Hun har massiv erfaring inden for bolig og design som bl.a. senior vice president i Business Management hos Georg Jensen og som indkøbsdirektør i Magasin Du Nord samt brand director ved IC Group.

Artiklens emner
Fredericia Furniture