Fortsæt til indhold

Markedsrapport: Frygt for Kinas økonomi giver global aktienedtur

En blodrød børsdag begyndte i Kina og bredte sig til Europa og USA, hvor kurserne faldt dramatisk. Også råvarepriserne blev sendt i bund.

Erhverv

Et globalt blodbad for aktiekurserne nåede hele vejen fra Kina over Europa til USA. Frygt for en hård opbremsning for den kinesiske økonomi gav aktiemarkederne en dyb rutsjetur, mens priserne på olie og andre råvarer også faldt til de laveste niveauer i flere år.

På Wall Street i New York faldt Dow Jones industri indeks med 3,56 pct. Først i de sidste timer rettede kurserne sig, efter at have været ned med 6 pct. S&P indekset over de 500 største selskaber lukkede 3,93 pct. lavere. Det er 11 pct. lavere end i maj.

Nedturen begyndte på aktiemarkederne i Kina, hvor indekset i Shanghai faldt med 8,5 pct. Det største fald siden 2007. Uroen bredte sig til det øvrige Asien.

Derfor var der udsalg på børserne i Europa, hvor indeks over de 600 største aktier dykkede med 5,3 pct. Det er 17 pct. lavere end toppen i april. Kun tre selskaber i indekset sluttede dagens med et plus.

17 ud af 18 lande i det vestlige Europa har nu tabt 10 pct. eller mere i forhold til rekorderne i foråret.

I Tyskland faldt DAX indekset med 4,7 pct., og det er 22 pct. lavere end topniveauet tidligere i år. I Storbritannien faldt FTSE 100 indekset med 2,7 pct. til det laveste niveau siden 2012.

Det var ikke mindst mineselskaberne, som blev hårdt ramt, fordi disse virksomheder er dybt afhængige af salget til det kinesiske marked.

Det største kursfald skete i det allerede hårdt ramte Grækenland. National Bank of Greece måtte notere et fald på 23,7 pct., mens Hellenic Telecommunications tabte 17,3 pct.

Også i Danmark var det en blodrød børsdag. C20 Cap-indekset faldt med 4,7 pct., og det er det største fald på en enkelt dag siden indekset blev lanceret i 2011. Ikke siden finanskrisen har man oplevet tilsvarende dyk.

Danske Bank og A. P. Møller Mærsk fik de største tæsk, men alle 20 aktier lukkede med minus.

Den møgdårlige stemning bredte sig til råvaremarkedet. Olieprisen faldt til 45 dollars pr. tønde, og det er det laveste niveau i seks år. Bloombergs indeks over 22 råvarer nåede det laveste niveau i 16 år.