Fortsæt til indhold

ATP fik kæmpeafkast på 11,5 mia. kr. på seks måneder

Pensionskæmpen øgede sit afkast af investeringer ganske betydeligt i første halvår.

Erhverv

Den store danske pensionskasse ATP klarede sig ganske godt igennem første halvår.

Med et investeringsafkast på 11,5 mia. kr. overgik selskabet første halvår af 2014, der kastede et afkast på knap 9 mia. kr. af sig. Det er samtidig mere end det dobbelte af afkastene i første halvår 2013 (4,7 mia. kr.) og 2012 (5,2 mia. kr.).

Faktisk har udbyttet af bestræbelserne i investeringsafdelingen ikke været så stærkt i første halvår siden 2010 (14 mia. kr).

»ATP har klaret sig godt i første halvår, hvor vores investeringer gav et afkast på 12 pct. Der var især stærke afkast på aktier, ejendom og infrastruktur i et halvår præget af voldsomme renteudsving,« siger ATP’s direktør Carsten Stendevad.

Det var ikke overraskende aktierne, der klarede sig godt i første halvår. Her har man noteret et positivt afkast på 7 mia. kr., og ganske bemærkelsesværdigt er de 5,1 mia. kr. hentet i danske aktier.

Porteføljen af unoterede aktier - primært udenlandske - og børsnoterede udenlandske aktier skabte et afkast på henholdsvis 1,8 mia. kr. og 0,1 mia. kr.

Den anden store bidragyder har været investeringer i ejendomme og infrastruktur, der samlet har givet et afkast på 2,2 mia. kr., mens langsigtede forsikringsstrategier mod stigende inflation bidrog med 2,4 mia. kr.

Danskerne lever længere og længere, kan ATP konstatere i en opdatering af sin levetidsprognose. Blandt ATP's medlemmer lever kvinder i 2015 2,5 måneder og mænd 3 måneder længere, og derfor har ATP øget hensættelserne til fremtidige pensioner med 3,7 mia. kr.

Selskabets ledelse kan samtidig konstatere, at afdækningen fungerede efter hensigten.

Afdækningen skal sikre, at de 4,9 mio. medlemmer får deres ATP-pensioner som lovet - uanset om renten stiger eller falder.

I regnskabet for første halvår konstaterer man, at renten samlet set steg i første halvår, hvilket reducerede pensionsforpligtelserne med 18,6 mia. kr. I den anden retning trak det, at afdækningsbeholdningen gav et negativt afkast efter skat på 20,0 mia. kr.

»Differencen på -1,4 mia. kr. svarer til mindre end en kvart procent af de garanterede ydelser på 590,2 mia. kr., hvilket vurderes som tilfredsstillende,« konstaterer ATP-ledelsen.

ATP’s formue udgjorde ved udgangen af første halvår 691 mia. kr. Bonuspotentialet udgør nu 101 mia. kr.

Nøgletal ATP 1. halvår 2015-2014

(mio. kr.)1. halvår 20151. halvår 2014
Res. af investering9.4027.451
Res. af afdækning-1.373-724
Res. af pension-3.353889
Periodens resultat4.7127.679
Formue690.690640.688
Artiklens emner
ATP