Skattesvindel for milliarder - forstå sagen på 2 minutter
Myndighederne mener, at den danske statskasse er blevet drænet for 6,2 mia. kr. af udenlandske kriminelle. Finans giver dig overblikket.
Et netværk af udenlandske selskaber, der i dybeste hemmelighed har drænet den danske statskasse for 6,2 mia. kr.
Nogle gange overgår virkeligheden fantasien, og hvis der er hold i den mistanke, som Skat og bagmandspolitiet offentliggjorde tirsdag aften, tegner det til at blive danmarkshistoriens største svindelsag.
Men hvordan har det kunnet lade sig gøre?
1. Systemet: Når danske selskaber betaler udbytter til aktionærer i udlandet, skal de tilbageholde 27 procent, som indbetales til Skat i udbytteskat. Hvis aktionæren også bliver beskattet i sit eget hjemland af udbyttet, kan denne få refunderet den danske skat i henhold til de internationale dobbeltbeskatningsoverenskomster.
2. Metoden: Tilsyneladende har et net af udenlandske selskaber formået at få Skat til at udbetale milliarder i refusioner i perioden 2012-2015. Selskaberne har hævdet, at de var aktionærer i danske børsnoterede selskaber, der har betalt udbytte, og krævet refusioner af udbytteskat. Det var de bare ikke. Dokumentationen var forfalsket, og det opdagede Skat ikke. Det var et tip fra en udenlandsk myndighed, der bragte Skat på sporet af sagen.
3. Omfanget: Indtil videre vurderer Skat og bagmandspolitiet, at selskaberne har svindlet sig til 6,2 mia. kr., men sagen kan vokse. Ifølge de foreløbige undersøgelser er svindlet taget til i 2014 og 2015, der tegner sig for 5,7 af det samlede beløb på 6,2 mia. kr. For begge år er der mistanke om, at over en tredjedel af de samlede refusioner er baseret på svindel.
4. Bagmændene: Ingen er sigtet eller anholdt, og myndighederne vil end ikke svare på, i hvilket land de pågældende selskaber hører hjemme. Ifølge Skat er der tale om et avanceret og meget professionelt setup, og det vurderes, at der er tale om et organiseret angreb på statskassen.
5. Pengene: De helt centrale spørgsmål er nu: Hvor er pengene, og kan Danmark få dem hentet hjem igen? Der forestår et kæmpe stykke arbejde under svære vilkår for bagmandspolitiet. Efterforskningen må nødvendigvis ske i samarbejde med udenlandske myndigheder. Det tager lang tid, og med en gerningsperiode, der allerede nu strækker sig flere år tilbage i tiden, er bagmandspolitiets forventninger afdæmpede.

