Nordicom er fortsat presset efter halvår med tilbagegang
Den pressede ejendomskoncern Nordicom har ikke formået at vende udviklingen i årets første seks måneder.
Det fremgår af selskabets regnskab for første halvår.
Ejendomskoncernens omsætning dalede til 86,4 mio. kr. i årets første seks måneder. I samme periode sidste år lød den på 296,5 mio. kr.
Også resultatet før værdireguleringer og skat (EBVAT) blev med 8,4 mio. kr. lavere end i første halvår af 2014, hvor det endte på 25,5 mio. kr.
Tilbagegangen kan også aflæses i ejendomskoncernens resultat for perioden. Det endte på 19,7 mio. kr. mod 24,6 mio. kr. i den sammenlignelige periode sidste år.
Trods de fortsatte udfordringer fastholder Nordicom forventningerne til 2015 om et EBVAT-resultat for 2015 på cirka 10-20 mio. kr.
Nordicom har levet på bankernes nåde i flere år, da en bankaftale først udløb i 31. december 2012, men siden løbende er blevet forlænget hvert halve år.
Seneste skete det, da 30. juni lykkedes Nordicom, på allersidste dag, endnu engang at forlænge selskabets låne- og kreditaftaler - denne gang til den 31. december 2015. Dermed fik selskabet igen ekstra tid til at forhandle en restrukturering på plads.
- På nuværende tidspunkt kan Nordicom ikke med sikkerhed vurdere, hvorvidt processen vil føre til et tilfredsstillende resultat, skriver selskabet i halvårsregnskabet.
Der er således usikkerhed om koncernens fortsatte drift fra og med 1. januar 2016, vedgår selskabet.
- I tilfælde af at bestræbelserne om en restrukturering mislykkes, vil det i høj grad være op til koncernens finansielle kreditorer at træffe afgørelse om Nordicoms fremtid, skriver selskabet.
Tabel for Nordicoms halvår af 2015:
| Mio. kr. | 1. halvår 2015 | 1. halvår 2014 |
|---|---|---|
| Omsætning | 86,4 | 296,5 |
| Resultat af primær drift | 66,3 | 68,2 |
| Resultat før værdiregulering og skat (EBVAT) | 8,4 | 25,5 |
| Nettoresultat | 19,7 | 24,6 |

