Strammere styring giver plus på driften i Boconcept
Møbelkæden Boconcept kan atter glæde sig over overskud på driften efter et første kvartal, hvor færre hensættelser, lavere omkostninger til distribution sammen med valutagevinster har sikret stor fremgang.
Boconcept havde i første kvartal en fremgang i omsætningen på knap 15,6 pct. til 306,9 mio. kr. En favorabel valutakursudvikling - i form af styrkelse af dollar, pund og kinesiske yuan - er dog forklaringen på omkring halvdelen af løftet.
Den forbedrede omsætning blev vekslet til et plus på driften (EBIT) på 29,4 mio. kr., hvilket er en massiv fremgang fra et underskud på 5,6 mio. kr. i samme periode året før.
Boconcept forklarer blandt andet den højere indtjening med, at distributionsomkostningerne er nedbragt med omkring 20 mio. kr., mens møbelkæden blot har hensat 700.000 kr. i kvartalet mod 10,3 mio. kr. i første kvartal sidste år.
»Den positive udvikling skyldes for det første implementering af en revideret kreditpolitik, som reducerer eksponeringen mod dårlige betalere, og for det andet det målrettede arbejde i forbindelse med kædesaneringen, hvor Boconcept aktivt har søgt at sikre tilgodehavender hos kritiske franchisetagere,« skriver selskabet.
Derudover har møbelkæden haft en indgangsindtægt på 4,5 mio. kr. fra et salg af en butik i London.
Resultaterne i regnskabsårets første tre måneder har ikke givet Boconcept anledning til at justere forventningerne til årets resultat.
Selskabet venter fortsat en omsætningsvækst på 2 pct. og en overskudsgrad i niveauet 4 pct.



