Fortsæt til indhold

Kiwi og Meny punger ud: Vil komme danske landmænd til undsætning

Fødevarekoncernen Dagrofa vil donere penge til producenter på udvalgte danske varer.

Erhverv

Først var der Rema 1000, som midt i august hævede prisen på mælk med 50 øre for at komme de danske mælkeproducenter til undsætning. Coop har efterfølgende udtalt, at de overvejer at gøre lignende.

Nu tager dagligvarekoncernen Dagrofa, som blandt andet ejer Kiwi, Meny og Spar, skridtet videre i en ny "køb dansk"-kampagne fra september.

20 danske varer er blevet udvalgt til kampagnen. Hver gang en af varerne sælges, sender Dagrofa 50 øre ekstra til producenten fra egen lomme.

På den måde støtter Dagrofa de danske landmænd uden at hæve prisen på varerne for forbrugerne, og donationen falder kun, hvis kunderne støtter op om det.

Dagrofa har valgt at lægge vægt på, at kampagnen kun indeholder dagligdagsvarer, som mange køber. Det være sig for eksempel æg, grøntsager, mælk og kød.

Nogle af varerne er fra Dagrofas eget mærke for danske produkter, Kornmod, mens andre varer kommer fra blandt andet Arla og Danish Crown.

»Det kan også være en lille, dansk gulerodsproducent, som vi sætter kampagnemærket på,« siger koncernchef Per Thau.

Bidraget fra Dagrofa skal støtte de danske fødevareproducenter, så der også fremover vil være varer på hylderne fra dansk landbrug. Men Per Thau er bevidst om, at pengene ikke nødvendigvis rækker så langt.

»Selvfølgelig er det et godt og væsentligt tilskud til det danske landbrug, men vi forventer ikke, at det kan redde det. Vi vil gerne sende et klart signal og håber på at skabe endnu mere fokus på de danske varer« siger koncernchef Per Thau.

Koncernen er dog usikre på, hvor mange 50-ører, de skal regne med at hive op af lommen.

»Vi ved faktisk ikke, hvor meget vi skal budgettere til det her. Det afhænger jo af, hvor meget forbrugerne ønsker at købe de varer, der er tilskud på, og det tør jeg ikke gætte på,«

Og netop det, at kunderne selv vælger kampagnevarerne til, er væsentligt i konceptet.

»Hvis forbrugerne ønsker at få danske varer, så vil vi gerne understøtte det. Så kan forbrugerne jo stemme med deres køb, kan man sige. Hvis det ikke interesserer dem så meget at købe danske varer, så bliver der færre penge den vej. Det er en god måde at gøre det på, synes jeg,« siger Per Thau.

Artiklens emner
Dagrofa