Fortsæt til indhold

Uro i mæglerselskab efter kuldsejlet Mærsk-fusion

Efter fusionsplanerne med Maersk Broker for få måneder siden gik i vasken, er der udbrudt strid blandt partnerne i mæglerselskabet Lightship Chartering, erfarer ShippingWatch.

Erhverv
ShippingWatchAF OLE ANDERSEN

De skrinlagte planer i juni om en sammenlægning af tørlastaktiviteterne i et nyt selskab med Maersk Broker har ifølge ShippingWatch' oplysninger udløst intens diskussion og uenighed blandt partnerne og ejerne i mæglerselskabet Lightship Chartering.

Lightship Charterings bestyrelsesformand og partner i selskabet, Morten Have, der til daglig leder mæglervirksomhedens kontor i Geneve, sad mandag i møder i hovedkontoret i Hellerup, men Morten Have reagerede ikke på gentagne henvendelser fra ShippingWatch.

De seneste dage har der været forlydender om, at der var opstået en strid i indkredsen i mæglerselskabet.

Men både CEO Frank Mortensen, Vice President Thomas Stahl samt Mike Creaven, partner i mæglervirksomheden i lighed med Kenneth Harritsøe, afviste sent mandag aften at kommentere ShippingWatch' oplysninger om uenighed blandt ejerne af Lightship Chartering. De henviser alle til bestyrelsesformand Morten Have.

Bag den intense diskussion i ledelsen i Lightship Chartering ligger angiveligt bruddet i juni om et ambitiøst samarbejde med Maersk Broker om en sammenlægning af de to virksomheders charteraktiviteter i tørlast.

Samarbejdet med Maersk Broker blev pludselig opgivet i juni, selv om de to parter i december 2014 havde indgået en hensigtserklæring, letter of intent, om en fælles handelsplatform, ligesom parterne havde det formelle på plads om et fælles selskab, LMB Bulk Chartering, som Morten Have skulle have stået i spidsen for.

Hele ledelsesgruppen var ligeledes blevet præsenteret, og det var derfor højst overraskende, at de to parter måtte meddele omverden, at selskabet alligevel ikke blev til noget. Ingen har siden ønsket at komme med en forklaring på, at LMB Bulk Chartering måtte lægges i graven. Den 26. juni i år sagde Morten Have til ShippingWatch:

»Vi har forsøgt at lave en fusion, som vi ikke lykkedes med. Der var nogle strukturelle ting, vi ikke kunne blive enige om, og hvor vi ikke var i stand til at mødes. De detaljer har vi besluttet at holde lidt for os selv. Vi har brugt en masse tid og kræfter både på det kommercielle og det ledelselsmæssige. Vi har ikke spildt tiden, men lært en masse gode ting og fået gode venner i hinandens firmaer. Lykkelige skilsmisser er der jo aldrig, men det er 100 procent uden noget drama, at vi gør det. Det er ærgerligt, og begge parter ville gerne, at det kunne lykkes. Det kunne det desværre ikke. Hellere prøve og ikke lykkes, end aldrig at give det en chance.«

ShippingWatch kunne i går bringe det første interview med Maersk Brokers CEO Anders Hald, om de to muligheder Maersk-familiens mæglerselskab ser for sig efter bruddet med Lightship.

Artiklens emner
Lightship Chartering
A.P. Møller - Mærsk