Fortsæt til indhold

Amgen offer for fusk med bjørnedata

En forsker fra amerikanske Amgen har manipuleret med data i et fedme- og diabetesstudie med bjørne. Indtil videre er en videnskabelig artikel blevet trukket tilbage, ligesom forskeren bag de kreative data er blevet fyret fra medicinalselskabet.

Erhverv
MedWatchLONNI LYNGE

Artiklen tiltrak sig stor opmærksom tilbage i 2014, da den blev publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell Metabolism med antydningen om nye måder at behandle diabetes på. Artiklen drøftede, hvordan en grizzlybjørns stofskifte tilpasser sig dvale, og hvordan det spiller en centrale rolle for et bestemt fedtprotein.

Tirsdag blev den videnskabelige artikel så trukket tilbage, efter det er kommet frem, at en forsker hos amerikanske Amgen har manipuleret med data i studiet med grizzlybjørne. Det skriver The Wall Street Journal.

Amgen brugte bjørne i forskningen for bedre at forstå biologien bag sygdomme som fedme og diabetes, men en gennemgang af en af forskernes filer på computeren viste, at nogle af de data, som var blevet bragt i Cell Metabolism var blevet ændret for at data skulle fremstå stærkere.

Ifølge Amgen og medforskere hos Washington State’s bjørneforskningscenter og universitetet i Idaho er datamanipulationen en enkelt persons værk, og har samtidig ikke haft indflydelse på den samlede forståelse af bjørnes metabolisme. Forskeren er blevet fyret.

»Amgen forventer de højeste standarder for etisk forskning hos vores forskere. Amgen har interne politikker og fremgangsmåder for at forhindre og opdage denne type af aktivitet, og vi beklager dybt denne omstændighed. Vi giver vores oprigtige undskyldning til det videnskabelig samfund,« lyder det fra Amgen.

Artiklens emner
Amgen